Kultur

Alle aktivitetscentre bevares i Mariagerfjord kommune – men med færre åbningsdage

Ældre borgere i Mariagerfjord Kommune kan ånde lettet op – i hvert fald delvist. Byrådet besluttede torsdag aften, at alle kommunens seks aktivitetscentre bevares, men som en konsekvens af kommunens sparekrav vil fem af centrene fremover have en ugentlig lukkedag.

Alle aktivitetscentre bevares i Mariagerfjord kommune – men med færre åbningsdage
Foto: Airview Danmark
Af Dinny Eriksen 28. februar 2025

I første omgang var et af centrene i fare for at lukke helt, men efter politisk behandling i både Udvalget for Sundhed og Omsorg, Økonomiudvalget og nu byrådet, er der fundet en alternativ løsning.

Der har været arbejdet på at finde en model, der sikrer flest mulige tilbud for de ældre, samtidig med at der leves op til de økonomiske krav.

De berørte aktivitetscentre – Solgårdscenteret, Teglgården, Fjordvang, Solgaven og Bernadottegården – vil fremover kun have fire åbningsdage om ugen med kommunalt ansatte til at drive aktiviteterne.

Besparelser i hele kommunen

Den økonomiske stramning er en del af et større budgetforlig, hvor Mariagerfjord Kommune har skullet finde besparelser for omkring 30 millioner kroner. Politisk har prioriteringen denne gang været at skåne børne- og ungeområdet, hvilket har haft konsekvenser for ældreområdet.

Trods nedskæringerne glæder flere sig over, at der ikke bliver tale om en direkte lukning af et center, som ellers var på tale i de oprindelige spareplaner.

Den nye ordning træder i kraft fra 1. april 2025.

Stærkt team står bag ny danseskole i Randers

Læs også: Stærkt team står bag ny danseskole i Randers

Hyldet for 60 års jubilæum som instruktør på Senioridræt Skelunds generalforsamling

Læs også: Hyldet for 60 års jubilæum som instruktør på Senioridræt Skelunds generalforsamling

Tilmeld dig vores nyhedsbrev