Kultur

ALOHA FROM … HADSUND

Af Hans Henrik Schwab – en skøn artikel om Shaun Nielsen, Elvis og en helt unik koncert.

ALOHA FROM … HADSUND
5. januar 2025
Af Dinny Eriksen

“The King of the Whole Wide World” fylder 90 (på onsdag)

I januar 1973 sagde Elvis ”Aloha from Hawaii” og forvandlede via satellit den vide verden til en ’global village’ – fra Hawaii til Hadsund, hvor jeg på det tidspunkt boede som barn. Mariager Fjords forurenede vand mindede dog ikke meget om det blå Stillehav, og jeg turde da heller ikke drømme om, at Elvis en dag skulle stå på scenen i Hotel Hadsund, men det kom ikke desto mindre til at ske … næsten da.

Fra Visborg til Vegas

Dengang i 70erne havde Elvis sin personlige favoritsanger, Shaun (a.k.a. Sherrill) Nielsen, med på scenen til de ekstravagante shows i Vegas: de store koncerter, hvor Elvis med fede bakkenbarter og iført hvid jumpsuit, bredt rhinstensbesat bælte og glinsende diamantringe fremførte sine opulent orkestrerede numre med stort band og gospelkor – og altså med vokal bistand af Shaun Nielsen, som Elvis kaldte: ”den største tenor i gospelmusikken”. Det var Shaun, der med sin høje tenor intonerede den originale italienske ”O sole mio”, inden Elvis med sin baryton tog over i ”It’s now or never”. Og det var Shaun, der sang smukt, mens Elvis reciterede teksten til en anden, mindre kendt italiensk, men aldeles rørende sang om en døende mands diskrete, hensynsfulde afsked med sin kone: ”Softly, as I leave you”. Man hører også Shauns korstemme overalt på det album, MOODY BLUE, som Elvis udsendte, kort før han selv softly ”left the building” i sommeren 1977. En død, som rystede selv os børn og unge i Nordjylland, som ellers havde helt andre idoler på plakaten.

Men hvad har alt det med Hadsund at gøre? Jo, Shaun Nielsen var ganske vist født i Alabama i 1942, men hans familie kom oprindeligt fra landsbyen Visborg lige udenfor Hadsund, hvorfra hans bedstefar – som så mange andre eventyrlystne skandinaver (f.eks. Iggy Pops aarhusianske bedstefar og mormongruppen The Osmonds’ nordjyske forfædre!) – var udvandret til USA i 1800-tallet. Deraf Shauns danske efternavn Nielsen.

Tyv stjal varmekilden i salgsbolig – værdi omkring 100.000 kroner

Læs også: Tyv stjal varmekilden i salgsbolig – værdi omkring 100.000 kroner

From Vegas to Viborg

– og from Hilton Hotel to Hotel Hadsund

Måske var det de nordjyske gener, der slog igennem, da Shaun Nielsen i starten af 90erne fik en dansk kæreste – sammen med hvem han ligefrem flyttede til Danmark og i 12 år boede i Viborg, også kaldet ’kongernes by’ – en passende bopæl for en af The King’s mænd! Domkirkebyen, der ved et besynderligt tilfælde har næsten samme bynavn som den himmerlandske landsby, hvorfra Shauns danske slægt stammede: Visborg. Kuriøst nok er Visborg – apropos konger og hvide scenekostumer – måske mest berømt for at huse det sidste hvilested for en berømt hest: den hvide hingst, som ’The King’, altså Chr. X, red på i forbindelse med Genforeningen i 1920!

En dag i 90erne tog Shaun så til Hadsund for at besøge den Visborg-egn, hvorfra hans danske forfader var emigreret et århundrede tidligere. En gospelsanger krydsede sit spor i den østjyske muld. Men ikke nok med det, fortæller en af mine gamle nordjyske venner, forlæggeren Arne Lybech: På det lokale Hotel Hadsund – som i øvrigt og uden sammenhæng er kulisse i Peter Rønnov-Jessens frysende fremragende roman NULSTILLELSEN – gav Shaun om aftenen en koncert.

Koncerten var arrangeret af den allestedsnærværende Calle fra CB & OLE B Booking, der omtrent samtidig fik Tony Sheridan til Hotel Hadsund – den Tony Sheridan, der måske er mest kendt for at have (ind)spillet med The Beatles i Hamburg, men som faktisk året efter Elvis’ død indspillede en lp med hans berømte TCB Band – en lp, der meget apropos havde titlen WORLDS APART. Calle blev i øvrigt i CB & OLE B Booking efterfulgt af Stig Ulrichsen, der har udgivet den glimrende bog SAMTALER OM ELVIS PRESLEY, hvor han bl.a. taler med netop Shaun Nielsen om hans nære forhold til Elvis (Shaun var en af dem, der fik tilladelse til at tage en personlig afsked med kongen i kisten).

Hvis jeg husker det nu hedengangne Hotel Hadsund og deres ’nostalgi-arrangementer’ ret, har der givetvis været spisning til koncerten, men formentlig et lidt mere beskedent traktement end til det ”Dinner Show”, som Shaun sammen med Elvis leverede på f.eks. Las Vegas Hilton 20 år tidligere (10. december 1976).

På scenen i Hadsund – samme scene, hvor jeg selv havde spillet skolekomedie dengang i 70erne, mens Shaun stod på en noget større scene i Vegas! – blev Shaun akkompagneret af et musikalsk medlem af sin østjyske familie: Jan ’Jackson’ Thomsen. Jan havde i mange år huseret som musiker i ikke mindst det populære lokale band Sly, hvorfra han havde rekrutteret musikere til aftenens usædvanlige koncertbegivenhed. Jan & Co., der i Elvis’ Las Vegas-periode selv spillede op til halbal i Østjylland, havde næppe dengang forestillet sig en dag at skulle akkompagnere Elvis’ foretrukne sanger – fjern familierelation eller ej! Koncerten markerede således også en transatlantisk dansk-amerikansk familie-Genforening – helt uden brug af satellit!

Og sådan gik det til, at Elvis’ yndlingssanger et kvart århundrede efter den historiske satellit-transmitterede koncert kunne sige Aloha – ikke from Hawaii, men fra Hadsund. Som en anden stor kunstner, Sebastian, synger:

”Vi er børn af samme Jord/Den er mindre end du tror”.

Jagtstuens venner holder generalforsamling i morgen

Læs også: Jagtstuens venner holder generalforsamling i morgen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hadsund og omegn

Se flere artikler