.
Af Hanne Weller, Als Borgerforening
Vi har i anledningen af 100 års dagen bla. besluttet at ansøge om muligheder for at låne/leje den gamle Volvo-bus U9101 som de fleste Als-borgere kender.
Vi kontaktede derfor bushistorisk selskab i Skælskør hvor Volvoen har stået på museum som veteranbus siden 2004, og heldigvis kunne det lade sig gøre og vi får på selve dagen, lørdag d. 14. juni bussen til Als igen.
U9101 blev købt af rutebilejer Laurits Madsen i juni 1938, og kørte de første år med gas-generator, hvorefter den blev udstyret med 6-cylindret benzinmotor. Den var aktiv kørende i omegnen frem til 1973 hvor nummerpladerne blev indleveret til motorkontoret. Der kan fortælles mange gode historier om tiden tilbage og om hvordan det var at være buschauffør dengang. Dengang var det en præstige sag at kunne sige man var ansat hos Thygesen som buschauffør og noget man var stolt af.
Man gik meget op i service og gav sig god tid til at snakke og servicerer alle passagerer. Der fandtes ikke busskilte. Og bustider var ikke noget man hang sig så nøje i, bussen kom når den kom. Nogle satte håndklæder ud i hækken, så chaufføren kunne se at man ville op og køre. Irene Thygesen kunne endda fortælle at hun i sin ungdom syede gule flag, som blev sat ud til vejen hvis man ønskede bussen skulle stoppe udenfor ens egen hus. Dermed signalerede man at bussen skulle stoppe. Man transporterede heller ikke kun personer i bussen. Chaufføren havde mange forskellige opgaver på sin rute, bla var det ikke unormalt at chaufføren fik besked på at tage varer med hjem fra storbyen (Hadsund) og tunge ting som skabe, dyr og alt hvad man kan tænke sig, kom med på ruten. Blot det kunne komme på taget af bussen, der var jo ikke noget bagagerum, så det måtte slæbes på taget og bindes fast med reb og lign., ofte med hjælp fra passagererne.
Irene Thygesen kunne også fortælle om sin bryllupsdag med Knud Thygesen. Det var en kold og snefyldt vinterdag i 1941, og de skulle med bussen til Aalborg for at blive gift på rådhuset. På vej hjem måtte Knud ligeledes hjælpe med at få et stort og tungt skab på taget af bussen. Dog udbrød chaufføren beklagelse over, at have bed ham om hjælp, da han senere hjemme i garagen fik information om, at de var blevet gift. Men sådan var det jo bare!
Volvoen U9101 var desuden med i TV-avisens 25 års jubilæum i 1990 i en udsendelse som hed Lang og tro tjeneste Denne udsendelse handlede om Hans Jørgen Jensby som havde tjent familien Madsen/Thygesen uafbrudt i 35 år og efterfølgende 5 år som efterlønner. Hans Jørgen Jensby kunne også her fortælle mange historier. Bla. fortalte han at han en gang oplevede at der fra Visborg Stationsby kom en fornem dame (Københavner) og spurgte på meget rigsdansk hvad det måtte koste at køre med sådan en mejetærsker til Als. Hans Jørgen svarede: Jeg plejer at tage 2,00 kr. pr. sæk – Man skulle ikke sådan fornærme chaufføren og hans køretøj!
I en periode fra 1973 til 1988 stod U9101 i garager lidt forskellige steder bla. i Dokkedal, Als Odde for til sidst at komme tilbage til Als by hvor familien Thygesen besluttede at den skulle restaureres. Uffes ide var at han som pensionist skulle køre rundt med konfirmander, bryllupspar osv.
Ideen om at hjemskaffe U9101 til Jubilæumsdagen udsprang fra Bent Gade, som også selv som ung havde den fornøjelse at køre Volvoen, dog kun da den var hjemme i garagen hos Thygesen, men han var med til at gå og pudse og polere på den da det blev besluttet at den skulle restaureres. Da Bent er med i Borgerforeningens Jubilæums-udvalg stod han op en nat kl. 02.00, fik ideen og surfede på nettet til kl. 05.00. – Fandt kontakten til bushistorist selskab, hvorefter han kunne gå i seng til Søs igen med ro i sjælen. Bent skal desuden også være chauffør på U9101 på selve jubilæumsdagen sammen med Jørn Thygesen som er barnebarn af Knud og Irene Thygesen.
Det skal lige nævnes at Volvo U9101 ikke havde anden ejer end familien Madsen/Thygesen gennem hele dens køretid, og det er derfor en stor ære for familien Thygesen som stadig er en meget aktiv familie i Als, at netop U9101 kommer tilbage og bliver fremvist på jubilæumsdagen.
Ideen er at bussen skal køre sin æresrunde fra morgenstunden kl. 9.00 med Hadsund Skoleorkester i spidsen. Den skal afhente Irene Thygesen og svigerdatter Ninna Thygesen og derefter kører en tur forbi alderdomshjemmet i Als, hvor de vil stoppe en stund og efterfølgende køre på markedspladsen, hvor der vil blive serveret gratis rundstykker og kaffe til de morgenfriske. Det er vores forhåbning at mange Als borgere vil synes det kunne være sjovt at se den gamle bus igen. Og endda have mulighed for at få en køretur for kun kr. 20,00.
Vi er sikre på at mange af de gamle buschauffører må synes det kunne være sjovt. Og der vil højst sandsynlig komme rigtig mange gode historier og fortællinger om gamle dage på en sådan kørertur. Så det vi kan kun opfordre alle til at tage en lille køretur lørdag d. 14. juni med U9101 for en 20er. Børn er gratis.