Alsang bliver til Als-sang i Als Hallen

24. oktober 2019

.Af Klaus Hansen Det sker i anledning af den landsdækkende Spil Dansk Uge, hvor det ganske land i uge 44 spiller og synger alle former for dansk musik. I år er sangen i centrum, og ikke mindst fællessangen får, så hatten passer ved de mange hundrede arrangementer i de 32 kommuner, som har tilsluttet sig…

.
Af Klaus Hansen

Det sker i anledning af den landsdækkende Spil Dansk Uge, hvor det ganske land i uge 44 spiller og synger alle former for dansk musik. I år er sangen i centrum, og ikke mindst fællessangen får, så hatten passer ved de mange hundrede arrangementer i de 32 kommuner, som har tilsluttet sig projektet.

Als-Øster Hurup Kirkekor og Als Sport og Event er gået sammen om at invitere borgerne i Als og omegn til et brag af en Syng Dansk aften under overskriften Alsang, Samsang, Fællessang og Korsang.

At det gode, danske ord Alsang i aftenens anledning muteres til Als-sang fortæller lidt om arrangørernes ambition med aftenen, nemlig dels at få hele Als til at lytte til den danske sangskat, dels at hele Als skal opleve glæden ved at synge danske sange sammen med en masse andre glade mennesker.

Als-Øster Hurup Kirkekor, under ledelse af Troels Kold, synger selvfølgelig en stribe danske sange, både korarrangementer af de gode, gamle højskolesange og af nogle af de nyere klassikere af Kim Larsen og Benny Andersen. Som special event vil det nystiftede Als Mandekor, under ledelse af Maren Sturis Tang, give deres første offentlige optræden nogen sinde med et par numre.

Men aftenens hovedperson er og bliver publikum, der skal få taget i Als Hallen til at løfte sig ved fællessangens hjælp. Og da den professionelle lydmand – der skal sørge for, at korene klinger smukt og flot i sportshallen – også vil hjælpe lyden af fællessangen undervejs, skal sangen nok få vinger.

Med ikke mindre en to kor til at synge for, må man håbe, at hallens tag er en stærk konstruktion, der vil kunne modstå vibrationerne af både sang og god stemning.

Da den danske sangskat skal cruises igennem på kryds og tværs, bliver det en koncert af ca. to timers varighed. Der bliver derfor en pause midtvejs til at få strukket benene. Als Sport og Event sørger for fri snacks til de sultne, og de tørstige kan købe alle former for drikkevarer både før koncerten og i pausen.

Arrangementet støttes økonomisk af Mariagerfjord Kommunes Spil Dansk Pulje, og der er gratis adgang.

Hadsund og omegn

Se flere artikler