.
Af Kristina Christensen, Lille Vildmosecentret
Centerleder og cand. mag i historie og middelalderarkæologi, Bo Gregersen, Højtoften 1, Als, 9560 Hadsund, fylder 11. august 40 år.
At Lille Vildmoses vidunderlige og enestående natur skulle blive omdrejningspunktet for den unge energiske ildsjæl med det brændende ønske at formidle dansk natur og historie stod ikke i kortene hos den nyuddannede cand.mag i år 2000.
Efter fem år som museumsleder og inspektør ved Øm Kloster Museum og et kulturhistorisk lokalmuseum i Ry blev Bo Gregersen ansat af den daværende Sejlflod Kommune som projektleder på etableringen af Lille Vildmosecentret – det store smukke naturcenter midt i Danmarks største fredede landområde.
Sideløbende med pilotprojektet Nationalpark Lille Vildmose kastede Bo Gregersen sig over udviklingen af Lille Vildmosecentret og områdets natur med oplevelsesøkonomi og turisme som hovedinteresse. En lang række initiativer blev sat i søen med entusiasme og gå-på-mod, hvilket har ført til, at centret nu besøges af ca. 52.000 gæster om året. Senest har centret åbnet en lille tørvetogs-jernbane, som tager gæsterne med på en guidet tur i mosen.
Højmosen er både vild, våd og vidunderlig udtaler Bo Gregersen. Viden og forståelse for dansk natur er en forudsætning for at befolkningen vil beskytte den. Det er hans mantra og som den driftige iværksætter han er, arbejder han kontinuerligt med at lægge de store linjer til fremtidens udvikling af Danmarks bedste naturcenter midt i Nordvesteuropas største højmose. Han har altid naturens bedste for øje og samtidig det pædagogiske sigte at oplyse og fortælle den gode historie. Som gæst i Lille Vildmose kan man derfor både træffe Bo Gregersen som livfuld og humørsmittende guide på bus- og vandreture og som iværksætter.
At interessen for naturen fylder meget for dagens fødselar ses både professionelt og privat. I fritiden bliver der gået en del på jagt og sejlet mange sømil i familiens ældre sejlbåd. Ofte går sejlturen over Kattegat til den Svenske skærgård, hvor der både fiskes efter makrel og findes ro og tid til samvær med familien, der deler glæden for livet til søs.