Nyheder
Ambu Classic i år for 5. gang
AF Klaus Hansen Ambu Classic den store unforgettable sommerkoncert 2016 er året hvor Ambufesten i Hobro for 5. gang kan præsentere den store sommerkoncert med Aalborg Symfoniorkester. Tirsdag d. 23. august byder koncerten under det lokale navn AMBU Classic på et genhør med nogle af de mest spillede og elskede evergreens fra USA´s største hitmagere. […]
AF Klaus Hansen
Ambu Classic den store unforgettable sommerkoncert
2016 er året hvor Ambufesten i Hobro for 5. gang kan præsentere den store sommerkoncert med Aalborg Symfoniorkester. Tirsdag d. 23. august byder koncerten under det lokale navn AMBU Classic på et genhør med nogle af de mest spillede og elskede evergreens fra USA´s største hitmagere. Den store unforgettable sommerkoncert byder på Bobo Moreno, Michael Carøe og Ria Jones som dette års spændende solister.
Frank Sinatra, Tom Jones, Liza Minnelli, Natalie Cole!
Det bliver evergreens, som de helt store amerikanske kunstnere som Frank Sinatra, Tom Jones, Liza Minnelli gennem tiden har givet evigt liv, som vil præge dette års Ambu Classic. Et hav af skønne ørehængere tilsat en god portion humor og charmerende underholdning fra vores største danske croonere, Bobo Moreno og Michael Carøe, samt helt uimodståelige Ria Jones, skal nok sikre, at det bliver en helt uforglemmelig oplevelse. Sådan lyder det på Aalborg Symfoniorkesters egen hjemmeside og Ambufestens formand Jørn Jensen er heller ikke i tvivl. Symfoniorkestret har aldrig skuffet os og de stiller igen i år med et stjernespækket hold, så vi glæder os rigtig meget og satser på igen i år at nå omkring 800 gæster til dette års Ambu Classic, lyder det fra formanden.
Med et glimt i øjet og et smil på læben
Ambu Classic koncerterne – De store sommerkoncerter rummer traditionen tro en musikalsk super professionel oplevelse, som i år er lagt i hænderne på dirigent Henrik Svenning. Alligevel er sommerkoncerterne en anderledes oplevelse da præsentationerne, fremførelsen og dialogen på den store scene altid sker med et skønt drys af humor til glæde og fornøjelse for tilhørerne, som hellere end gerne må synge med når Bobo Moreno og Michael Carøe, samt den internationale stjerne Ria Jones folder sig ud. Det bliver nok svært at lade være, forudser Jørn Jensen fra Ambufesten.
Det sker: Tirsdag d. 23. august kl. 19.30 i Hobro Idrætscenter (Dørene åbnes kl. 18.45). Billetter kan bl.a. købes på www.ambufest.dk og hos Jutlander Bank og Spar Nord Bank i Mariagerfjord.
.