Nyheder
Ambufesten søger FRIVILLIGE frivillige
.Ambufesten i Hobro kan hvert år uddele store beløb til områdets foreninger og andre gode formål fordi en stor frivillig indsats hjælper festen til et overskud. De fleste af festens hjælpere er kun involveret nogle timer eller dage på vegne af de foreninger, som senere nyder gavn af overskuddet. I kulissen går dog en række […]
.
Ambufesten i Hobro kan hvert år uddele store beløb til områdets foreninger og andre gode formål fordi en stor frivillig indsats hjælper festen til et overskud. De fleste af festens hjælpere er kun involveret nogle timer eller dage på vegne af de foreninger, som senere nyder gavn af overskuddet. I kulissen går dog en række ildsjæle, som stort set hele året leverer en personlig, frivillig indsats. Denne kreds af det man kalder frivillige frivillige ønsker ambufesten nu at udvide med flere friske kræfter, hvorfor der lidt utraditionelt er opslået et egentligt stillingsopslag.
Eneste løn er frisk luft, god motion, samvær og ikke mindst glæden ved at hjælpe andre
Generel har Ambufesten let ved at få områdets mange foreninger til at levere en indsats når festen er i gang. Rundt regnet 500 frivillige passer festens salgsborder, slæber udstyr, står ved indgangskontrollen, gør toiletterne rene eller udfører andre opgaver, som så senere resulterer i et kontant bidrag til foreningskassen, hvis festen ellers går i overskud.
I tillæg hertil er der en række opgaver, som kræver en fastere tilknytning til ambuorganisationen og et ansvar, som fordrer, at man kender lidt mere til festens mange facetter og forpligtigelser. Disse opgaver er oftest bemandet af enkeltpersoner, som år for år sørger for at tingene fungerer uden at de skal aflønnes til en klubkasse.
Hele kredsen af bestyrelsesmedlemmer, Ambu-komiteen, vores faste pladsfolk og mange af vores faste kræfter i hele forsyningen arbejder 100% frivilligt og her får vi både nu og til de næste år brug for at involvere flere i arbejdet ikke så meget i at få gode ideer, for dem er der såmænd masser af, men i arbejdet med at udføre tingene, siger Ambufestens PR-ansvarlige, Torben Ladefoged.
Et bærende princip i Ambufesten er, at alle skal være villig til at tage konkret fat, så om ikke andet, så er der altid mulighed for at få sig en masse frisk luft, god motion, nogle nye udfordringer, som bare skal løses her og nu og så ikke mindst gælden ved at hjælpe andre. Det er den løn vi tilbyder og som i øvrigt er i tråd med Ambufestens motto Det ER sjovt at hjælpe andre, siger Torben Ladefoged.
Mange opgaver venter på friske hænder Ambufesten er klar til at høre fra interesserede
På den helt korte bane oplyser Ambufesten, at der er brug for at tilknytte flere frivillige til forsyningen og den bagvedliggende logistik og back stage serviceopgaver. Der er også plads til et ekstra team af håndværkere/pladsfolk, som kan træde til når der opstår en akut situation med eksempelvis regnvejr, materiel, som går i stykker, et orkester, der har brug for ekstra hjælp eller lignende ad-hoc opgaver. På den lidt længere bane er der også brug for ekstra kræfter til festens markedsføring og administration.
Derfor håber Ambufesten at rigtig mange vil tage kontakt til enten festens personalechef Richardt Bygholm eller PR-ansvarlige Torben Ladefoged.
Kontaktdata findes på www.ambufest.dk