Af Klaus Hansen
420 aktionærer deltog, da Danske Andelskassers Bank, hvis filialer er kendt under navnet Andelskassen, afholdt aktionærmøde i IBF Arena med uddeling af priser til lokale ildsjæle.
Prisen går til et børnehus i landsbyen Astrup, som har fået så mange indstillinger, at vi til sidst holdt op med at tælle dem. Kammas Børneunivers er et lille, forholdsvis nyt børnehus med vuggestue, børnehave og friskole, som klarer det fantastisk og kan rumme alle slags børn uanset eventuelle udfordringer. Her er plads til forskelligheder, og der er ingen mobning. Der er stort fokus på fællesskabet, og alle børnene kender hinanden store som små. Der er også en god normering, som gør det til et rart og trygt sted at være for både børn og personale.
Men børnehuset gavner ikke kun børn, forældre og personale det gavner hele byen. Børnehuset er nemlig et samlingspunkt for rigtig mange i Astrup og opland og bidrager til samarbejde og sammenhold og et aktivt landsbysamfund.
Sådan lød det i motiveringen for valget af Kammas Børneunivers som prismodtager, da Andelskassen på sit aktionærmøde i IBF Arena tirsdag den 3. marts hædrede lokale ildsjæle og foreninger for deres indsats for at skabe glæde og sammenhold lokalt.
Kammas Børneunivers modtog en af bankens Sammen kan vi mere-priser og 15.000 kr.
Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kr. var der god mad, valg af aktionærråd og et foredrag ved tv-vært og journalist Michael Meyerheim på programmet ved aktionærmødet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Danske Andelskassers Bank kunne for nylig præsentere et årsregnskab for 2019, der viste et resultat efter skat på 349,2 mio. kr., hvilket er det bedste resultat i bankens mere end 100-årige historie.
Mødet var for aktionærer i bankens aktionærkreds Øst- og Midtjylland.
Aktionærmødet i Ikast var det første af fire, der alle afholdes i marts.
Læs også: