.
Af Allan Maggo Thygesen
I seneste opgør mod FC Nordsjælland blev Quincy Antipas dobbelt målscorer. Efter kampen udtalte han til Nordjyske: Nogle af os er som vin. Vi bliver bare bedre, som tiden går. Angriberen håber da også, at både han og holdet er blevet bedre siden Nordsjælland-kampen.
– Det håber jeg. Jeg sagde, at jeg håbede på, at vi kunne fortsætte med at blive bedre og bedre. Det var om mig selv, men jeg tænker også som hold. Vi har været sammen i længere tid, så jeg synes, vi er begyndt at finde ud af, hvordan vi bedre kan forstå hinanden og dermed spille bedre, siger Quincy Antipas.
Der var ingen kampe i Superligaen denne weekend grundet landskampe, så Mandskabet fra Mariagerfjord har haft masser af tid til at forberede sig på fredagens kamp mod Esbjerg fB. Der er blandt andet blevet arbejdet på den defensive organisation, og Quincy Antipas føler, at holdet bevæger sig i den rigtige retning.
– Vi har arbejdet på, at vi skal forsøge at minimere antallet af fejl og forbedre vores generelle niveau i vores organisation og være solide, som vi var i sidste kamp. Vi indkasserede to meget flotte mål, bl.a. et fantastisk frisparksmål. Men udover det, så synes jeg at vi havde fint styr på dem. Så jeg synes, at vi bevæger os i den rigtige retning.
Esbjerg fB er inden fredagens opgør placeret på 4. pladsen i Superligaen, så angriberen fra Zimbabwe forventer en hård opgave.
– Jeg mener, at de ligger nummer 4. i Superligaen nu. De indkasserer ikke ret mange mål og er et meget godt organiseret hold. De har også fået nogle rigtige flotte sejre, bl.a. over Brøndby. Så det er et solidt hold, og det bliver en hård opgave, slutter Quincy Antipas.
Der er kampstart i Esbjerg fredag kl. 19.00, fortæller Daniel Lindemann Jakobsen på klubbens hjemmeside.