Kultur
Første navn på Ambu Open Air 2026 er en stærk signing – Københavnsk rockfænomen kommer til Hobro
Ambufest Hobro har netop offentliggjort det første navn på plakaten til næste års Ambu Open Air koncert. Valget er faldet på det succesfulde københavnerband APHACA, som på kort tid er blevet kendt som et nyt fænomen på den danske rockscene.
I præsentationen af bandet lyder det blandt andet: “APHACA er et fænomen på den danske musikhimmel – et fællesskab mellem fire venner, som er blomstret op af den københavnske stenbro og har sat frø i hjerter og stemmer i hele landet.”
Bandet består af de fire venner Rumle, Bertram, Bertil og Noah, der har fundet deres egen stil med upoleret, analog rockmusik blandet med pop-poetiske melodier og tekster. Uden at følge tidens trends har APHACA markeret sig som et frisk pust i dansk musik, der har ramt en hel generation af unge lige i hjertekulen. Mange unge fans spejler sig i bandets sange, blandt andet i numre som “Et sted hvor vi de første”, “Hjertet På Gaden”, “Klip Klap Sandaler” og “Til Solen Er Sort”.
Udsolgte koncerter og festivalrekorder
APHACA under en energisk optræden foran et entusiastisk publikum. Bandets koncerter har fra starten dannet rammen om det særlige fællesskab, gruppen står for. Allerede tidligt i karrieren oplevede kvartetten udsolgte shows på ikoniske københavnske spillesteder. Siden har APHACA draget på landsdækkende turné, hvor billetterne blev revet væk overalt.
Sommeren 2025 cementerede det unikke bånd mellem publikum og band. APHACA er blevet udråbt til en regulær live-sensation, der gang på gang har udløst begejstrede anmeldelser. Gruppen har også skabt overskrifter med publikumsrekorder på alt fra små græsrodsfestivaler til store scener som Roskilde Festival, Heartland, Tivoli og Smukfest.
Læs også:
Hitlistehit og prisregn
Sensommer-hittet “En drøm om et menneske” gik direkte ind som nummer ét på den danske singlehitliste og blev liggende på toppen i hele seks uger. Efterfølgende strøg nummeret også til tops på radiostationernes airplay-chart og er blevet kaldt “lyden af 2025”.
Året 2025 har i det hele taget været et drømmeår for APHACA. Bandet modtog tidligere på året tre GAFFA-priser, og flere af deres udgivelser har opnået intet mindre end 16 guld- eller platinplader. Ved DR’s P3 Guld-show kulminerede succesen, da APHACA vandt både prisen for “P3 Lytterhittet” og hovedprisen “P3 Prisen”, hvilket cementerede gruppens status som et af årets helt store navne i dansk musik.
Debut på Ambu Open Air i 2026
Næste år tegner til at blive endnu et stort kapitel for APHACA. I marts 2026 venter fire udsolgte arena-koncerter i Aarhus og København, og til efteråret udgiver kvartetten deres andet album “VILD UNGDOM”. Ambu Open Air-koncerten under Ambufesten 2026 bliver samtidig APHACA’s første optræden i Hobro, hvilket både bandet og lokale musikfans ser frem til. Nyheden om APHACA på plakaten vækker allerede begejstring i Mariagerfjord, hvor mange forventer en helt særlig koncertoplevelse. Billetsalget til koncerten åbner den 31. oktober kl. 12.00.
Læs også: