Familie
A’Porta spreder juleglæde med et nyt tiltag
Hos A’Porta sættes der fokus på fællesskab og omsorg ved julens højtid. Her er der mulighed for en juleaften med både mad og gaver for dem, der mangler selskab.
– Julen handler om fællesskab, kærlighed og omsorg, og i år vil jeg gerne gøre noget særligt for dem, der har brug for lidt ekstra varme i hjerterne juleaften, lyder det fra indehaveren af A’Porta i Mariager.
For mange forbindes julen med hyggelige stunder i selskab med venner og familie. Dog er der også en del, der fejrer denne aften alene. I år kan beboere i Mariagerfjord, som står alene, finde et varmt fællesskab på A’porta. Her har indehaveren nemlig taget initiativ til at arrangere en juleaften med både julemad og en lille gave til dem, der har brug for lidt ekstra omsorg.
Begrænset antal pladser
Arrangementet, som har en begrænset kapacitet, kræver tilmelding i forvejen. Dette for at sikre, at der er nok mad til alle deltagere. Borgeren har understreget vigtigheden af planlægning, og derfor opfordres interesserede til at tage kontakt via en SMS på 27 82 25 55.
– Hvis du selv har brug for lidt hjælp, eller kender nogen, der kunne have glæde af dette, er du velkommen til at kontakte mig helt uforpligtende. Alt er selvfølgelig anonymt, og det handler kun om at gøre julen lidt bedre for hinanden, sluttes opslaget på Facebook af.