Af Lone K. Hansen
Tragedien i Ukraine har berørt alle dybt og har fået os danskere til at donere i håbet om snarlig fred igen.
Her fortæller sognepræst Jane Jelsbak om indsamlings-resultatet søndag d. 13. marts 2022 til Folkekirkens Nødhjælp i Arden, St. Arden, Astrup, Rostrup, Rold og Vebbestrup sogne:
– Vi samlede i fællesskab i alt 32.181,50 kr. ind søndag den 13. marts i forbindelse med den store sogneindsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Ukraine samt klimahjælp til verdens fattigste.
– Sammen nåede Arden, St. Arden, Astrup, Rostrup, Rold og Vebbestrup sogne det flotteste resultat nogensinde i år.
– Det blev traditionen tro en rigtig fin dag med god stemning, da et frisk hold indsamlere mødte ind for at begynde dagens indsamling.
– I Arden begyndte vi kl. 9.30 med rundstykker, kaffe, information og udsendelse af indsamlerne.
– Efter nogle timer i det fine forårsvejr kom de første indsamlere tilbage efter en udbytterig indsamling. Konfirmanderne fortalte stolt, at de var blevet taget godt imod rundt omkring. Nogle havde endda været så heldige at få slik med til turen, hvilket faldt i god jord.
– En giver havde fortalt, at hun selv var fra Ukraine og havde familie i landet. Nu frygtede hun for familiens fremtid. Sådan en fortælling berører en dybt, når man samler ind. Så kommer rædslerne pludselig meget tæt på.
Derfor er det også glædeligt, at vi fik sådan et flot indsamlingsresultat, hvor vi løftede i flok.
– Fra indsamlingsholdet siger vi stor TAK til alle jer, der var med på den ene eller anden måde – som ihærdig indsamler eller som gavmild giver. Der skal også lyde en stor tak til butikkerne SPAR og 365, der igen i år donerede vand og chokolade til indsamlerne.
– Lad os mødes igen næste år til en ny indsamling søndag d. 12. marts 2023.
Læs også: