Atter gang i hussalget i Skelund-Veddum

20. november 2015

Af Pia Thøgersen, Leo Korsgaard og Peter Muhl, Borgervækstgruppen

.

Borgervækstgruppen i Skelund-Veddum lever skam stadig. Vi har nu sagt velkommen til 8 nye husejere og en virksomhed, siden vi gik i gang i april 2014. Der er solgt huse, hvor den ny ejer ikke synes det er nødvendigt med nærmere præsentation. Det respekterer vi naturligvis.
Denne gang præsenterer vi Klaus Kjærgaard Sørensen, Hovedgaden 40 i Skelund.

Borgervækst-gruppen i Skelund-Veddum aflagde i fredags Hovedgaden 40 i Skelund et besøg. Huset er blevet handlet i løbet af sommeren 2015, og vi blev modtaget af Klaus Kjærgaard Sørensen. Efter at have arbejdet i udlandet gennem 20 år, er det tid for Klaus at slå sig ned. P.t bor han på Djursland, og han vil først rigtig flytte ind når han er færdig. Bl.a har han et arbejde at gøre med, at få kigget på en uudnyttet tagetage og få sat en trappe op. Plus det løse.

Han havde egentlig ikke nogle referencer i forhold til at købe hus. Projektet skulle være til at gå til og prisen skulle være rigtig. Han siger at han fandt det helt rigtige i Skelund. Oven i hatten fik han et stykke jord på 7000 m2. Her påtænker han at plante blåbær.
Klaus fortæller at han føler sig rigtig godt taget imod af de nærmeste naboer, og han kan fornemme at det er gode folk der bor herude. Vi kan jo kun give ham ret.

Vi sagde til Klaus at han altid kunne kontakte os hvis han havde nogle spørgsmål. Igen nævner Klaus de nærmeste naboer, som han helt sikkert vil tage fat i hvis det bliver nødvendigt. Vi kan konstatere at de har været gode ambassadører. Tak for det.

Huset er 119 m2 og der er lade med plads til heste og hvad man ellers lyster. Klaus har nu ingen planer om heste, men siger at det er rart med ekstra plads når man gerne selv vil lave sine ting.
Vi overrakte som sædvanligt en blomst og en hilsen fra områdets foreninger og erhverv med gratis ydelser og gode tilbud.
Borgervækstgruppen vil endnu en gang ønske Klaus velkommen til Skelund-Veddum.