Audi RS 6 Avant GT – den ultimative version

10. februar 2024
Audi RS 6 Avant GT – den ultimative version

Unik fremtoning

Biler og Fritid: Palle Sund

Audi RS 6 Avant GT er kronjuvelen i modelrækken. Specialmodellen er spækket med eksklusive detaljer både indvendigt og udvendigt med bl.a. elementer i kulfiber og en folie, der er inspireret af Audi 90 quattro IMSA GTO. En vægtreducerende gevindundervogn, som er unik for RS 6 Avant GT, og et optimeret quattro-sportsdifferentiale på bagakslen skærper køreoplevelsen. V8-motoren med dobbelt turboladning yder 630 hk og leverer et drejningsmoment på 850 Nm. Tilsammen gør det RS 6 Avant GT til den hurtigste nogensinde i modelrækken, og eksklusiviteten fuldendes af en individuel nummerering i midterkonsollen af de kun 660 eksemplarer på verdensplan.

Den nye Audi RS 6 Avant GT skiller sig tydeligt ud i forhold til søstermodellerne RS 6 Avant og performance-varianten af RS 6 Avant. Den markante front har klare referencer til RS 6 GTO concept. For første gang bruger Audi kulfiber til den nye motorhjelm, og i forbindelse med lakeringen bliver kulfibermaterialet til motorhjelmen fremhævet optisk. Takket være integrerede luftindtag bag de store 22 fælge reduceres trykket i hjulkassen, hvilket giver en bedre afkøling af bremserne. Skærmene er ligesom motorhjelmen for første gang fremstillet udelukkende af kulfiber.

Sidespejlkapperne er i højglans kulfiber, og de 22 fælge i 6-eget design er specielt udviklet til RS 6 Avant GT. For første gang nogensinde på en RS 6 Avant bortfalder tagrælingen for at give bilen en endnu fladere og sportslig silhuet.

Til RS 6 Avant GT kan kunderne som ekstraudstyr også vælge en eksklusiv foliering i to forskellige farver. Den første folieløsning er i traditionsfarverne hos Audi Sport: sort, grå og rød, og kombineres med en lakering i Arkonahvid og fælge i hvid højglanslakering. Alternativt fås folieringen i sort-grå-nuancer på en lakering i Nardogrå eller Mythossort og fuldfræsede fælge i sort glanspoleret højglans eller matsort.

Interiøret, som primært er holdt i sort og dybsort Dinamica mikrofiber, prydes af talrige detaljer i den eksklusive farvekombination og dobbelte syninger i rød og kobberfarve. Desuden anvendes samme farve til de nye skålformede RS-sæder med indtræk i en kombination af læder og Dinamica mikrofiber og med modelbetegnelsen RS 6 GT lige under hovedstøtten. Sikkerhedsselerne skiller sig ud i Karmesinrød. En særlig detalje er bilens serienummer af de 660 eksemplarer, placeret i midterkonsollen.

Optimeret performance
Den nye RS 6 Avant GT leverer en ydelse på 630 hk og et maksimalt drejningsmoment på 850 Nm. Det svarer til performanceudgaven af RS 6 Avant, men topversionen i modelrækken klarer 0-100 km/t på 3,3 sek., hvilket er en forbedring på 0,1 sek. i forhold til RS 6 Avant performance og 0,3 sek. hurtigere end en almindelig RS 6 Avant. Tophastigheden ligger på 305 km/t, og decelerationen klares af de keramiske RS-bremser.

Den standardmonterede 8-trins tiptronic med optimerede skiftetider overfører kræfterne fra 4.0 TFSI-motoren til det permanente firehjulstræk quattro. RS 6 Avant GT er ligesom RS 6 Avant performance udstyret med den nyeste version af det automatisk spærrende midterdifferentiale. Konstruktionen er let og kompakt og fordeler kraften til for- og bagakslen i forholdet 40:60, men ved hjulspind kan der maksimalt overføres 70 % til forakslen eller 85 % til bagakslen.

RS 6 Avant GT er forsynet med high performance-dæk af typen Continental Sport Contact 7 i størrelsen 285/30 R22. De giver bedre vejgreb på både tør og våd vej, mindre understyring ved dynamisk kørsel i sving og mere præcise køreegenskaber i hele hastighedsområdet. Desuden forkortes bremselængden fra 100 km/t til stilstand med op til 2 m med de nye dæk.

Eksklusiv produktion
RS 6 Avant GT bliver ikke monteret komplet på produktionslinjen i Neckarsulm, som det er tilfældet for den almindelige RS 6 Avant. Efter karrosserisamlingen og lakeringen bliver de 660 biler sendt videre til Böllinger Höfe, hvor de mindre modelserier Audi R8, Audi e-tron GT quattro og Audi RS e-tron GT bliver produceret i dag. På tre monteringspladser, der er indrettet specielt til denne eksklusive specialmodel, færdiggør syv erfarne medarbejdere monteringen. På hver enkelt af de 660 eksemplarer af RS 6 Avant GT, der udbydes på verdensplan, bliver alle de GT-specifikke detaljer monteret ved håndkraft. Det gælder motorhjelmen, skærmene, panelerne, den dobbelte spoiler, front- og hækskørt samt gevindundervognen.

Audi RS 6 Avant GT i Danmark
Kun et enkelt af de 660 eksemplarer finder vej til Danmark, men har også allerede fundet en køber.
Kilde: audi.dk