.
AF Klaus Hansen
Hytten er med sin tipi-form noget helt særligt, og alle sejl er derfor sat, når bålhytten indvies fredag den 19. oktober kl. 11 med efterfølgende aktiviteter frem til kl. 14.
Borgmester Leon Sebbelin og skovrider Bendt Egede foretager den officielle indvielse, som bliver kort, fordi der venter et varieret program med værksteder, bålaktiviteter og ture for børn og barnlige sjæle.
Der er selvfølgelig noget til ganen. Der vil være grillede pølser, pandekager og græskarsuppe til alle fremmødte. Maden er gratis. Hvis man vil være sikker på at få en pølse, er det en god idé at kontakte RebildPorten, info@rebildporten, og oplyse hvor mange man kommer.
Mange gode kræfter er med i programmet
RebildGuiderne står for både aktiviteter og ture. Efteråret er tema for værkstederne, hvor man kan lave kastanjedyr og græskarhoveder. Græskarrene koster en 20’er stykket. Alt andet er gratis. Noget af den indmad, som graves ud af græskarrene, bruges til at lave græskarsuppe.
Guiderne laver en tur, hvor der er indlagt fysiske aktiviteter og konkurrencer.
Også naturvejleder Søren Risborg er med til at gøre dagen til noget specielt. Først inviterer han de allermindste med til at finde fugleedderkopper, som måske gemmer sig et eller andet sted i bakkerne. Bagefter arrangerer han en tur, hvor deltagerne kigger på sten og hører om Jordens alder.
Cimbrer-spejderne og FDF hjælper med at riste pølser og at bage pandekager over gløderne.
Et længe næret ønske
Borgmester Leon Sebbelin fortæller, at han har arvet projektet med at opføre en bålhytte i Rebild Bakker fra sin forgænger Anny Winther.
– I starten havde man en idé om at opføre en legeplads i Rebild Bakker. Ideen udviklede sig, og vi er nu endt med en bålhytte i bakkerne og en legeplads ved siden af p-pladsen. Jeg er godt tilfreds med resultatet. Bålhytten kan bruges til vældig mange formål, med og uden ild. Turister kan spise deres madpakke dér. Trætte vandrere kan tage et velfortjent hvil. Kommunen får en base for udeskole midt i bakkerne. Forældre kan afholde børnefødselsdage, og jeg kan blive ved. Ideen om en legeplads overlevede, den kommer bare til at ligge tættere på den store p-plads.
– Byrådet har selv spyttet 700.000 kr. i projektet, men vi havde ikke fået både legeplads og bålhytte uden ekstern støtte. LAG-midlerne har støttet med 100.000 kr., og vi har fået godt 93.000 kr. af Lokale og Anlægsfonden, slutter en glad borgmester.
Max Heniushytten
Hytten har fået navn efter Rebildfesternes grundlægger, dansk-amerikaneren Max Henius. Uden Max Henius, ingen Rebildfest. Og når hytten ligger på vejen ned til Gryden, der hvert år danner ramme om 4. julifesten, og når den tipi-formede hytte i sit udtryk passer godt sammen med The Lincoln Log Cabin, der ligger lige overfor, er det ikke noget dårligt navn.