.
Af Stævneleder Jens Chr. Dalgaard, Mariager Fjord Orienteringsklub
Med blot omkring en måned til Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund har arrangørerne store forventninger til dette års 5. udgave af det største motionsløb på egnen.
Torsdag d.8. maj kl. 19.00 skydes løbet nemlig i gang, og på nuværende tidspunkt er der allerede tilmeldt 538 kvinder fra nær og fjern. Dermed er knap halvdelen af de maksimale 1.200 løbere kommet i hus, og da løbet i sine første fire leveår har sat ny deltagerrekord hvert år, er der stor forhåbning om at ramme loftet på max 1.200 løbere.
Sidste år deltog 1.158 løbere, så realistisk set kan vi sagtens nå det foreløbige mål. Stævneleder Jens Chr. Dalgaard fra arrangørklubben fortæller, at man i stævneledelsen har sat dette max-antal, og så må vi se, om det kan bære flere løbere. Det skulle jo gerne være sådan, at de mange løbere stadig føler, at de får en god oplevelse, både hvad angår selve løberuten på de 5,1 km., men så sandelig også før og efter løbet, idet hovedparten af deltagerne jo også kommer for at hygge sig med familie, veninder og kollegaer, og det skulle der gerne være plads til alt sammen.
Som de foregående år er det et samarbejde mellem Beauté Pacifique, Ristorante Davinci og den sportslige arrangør Mariager Fjord Orienteringsklub, og igen i år har planlægningen været undervejs i lang tid. En 10 mand stor stævneledelse er efterhånden bygget op, hvor hver har sit ansvarsområde. Dermed skulle der gerne være tænkt på alt lige fra online-tilmeldingen på klubbens hjemmeside med masser af information til løberne, de lækre italienske retter på Ristorante Davinci og de eftertragtede goodiebags til alle deltagere fra Beauté Pacifique. Dertil kommer selvfølgelig de flotte hovedpræmier til de tre hurtigste løbere i hver af de syv aldersklasser, og her spares der heller ikke fra de tre hovedsponsorer Beauté Pacifique, Rikki Tikki og Sportigan. Desuden vil der som sædvanlig være et hav af lodtrækningspræmier fra byens mange forretninger, også et tiltag som de mange kvinder sætter stor pris på.
Allerede nu har mange hold tilmeldt sig, og det skyldes i høj grad, at disse har benyttet sig af løbets nye tilbud: at man med holdtilmelding senest d. 1. maj kan få tilsendt startnumrene på forhånd, så slipper løberne for at stå i kø på selve dagen.
Ligeledes har mange allerede benyttet sig af et andet nyt tiltag: at man kan reservere bord og mad på Davinci på forhånd, og dermed være sikker på at kunne nyde det bestilte mad i hyggelige omgivelser.
Brovagten på Hadsund Broen er adviseret, ligeledes er førstehjælp fra Beredskabet i Hadsund og opvarmning fra Motionscentret My Heart, så alt skulle gerne komme til at foregå i trygge og professionelle rammer. Det milde forårsvejr viser sig måske også fra sin bedste side med solskin og nyudsprungen bøg i Thygeslundskoven, hvor en del af løberuten går igennem. Med alle de nævnte ting in mente, kan arrangørerne vel godt tillade sig at kalde løbet for Måske Danmarks smukkeste Kvindeløb.
Flere deltagere har spurgt, hvorfor løbet er hoppet helt hen til d. 8. maj? Det skyldes ganske simpelt, at den første torsdag i år falder d. 1. maj, hvor der jo i årevis har været tradition for 1. Maj-møde på Springvandspladsen, der ligger lige på løberuten i starten af løbet, derfor har vi i stævneledelsen valgt at forskyde løbsdatoen en uge, så kan vi alle være her.
Ligeså har der været en del bekymringer mht. det længe ventede havneprojekt i Hadsund, men i år ser det ikke ud til at kunne kollidere med vores løb, fortæller stævneleder Jens Chr. Dalgaard, og så må vi se i årene fremover. Mon ikke godt vi kan være der med Beauté Pacifique Kvindeløbet, det vil i hvert fald være synd, hvis stævneplads med start og mål ikke kan bibeholdes på Hadsunds smukke havnefront, slutter han.