Familie
Bedsteforældredag og juleklip på Mariagerfjord Idrætsskole
Elever og bedsteforældre skabte julestemning side om side
Morgensang og fødselsdagshyldest
Torsdag den 27. november bød Mariagerfjord Idrætsskole traditionen tro velkommen til årets bedsteforældredag – en dag fyldt med nærvær, kreativitet og god julestemning. Dagen begyndte med fælles morgensang, hvor skolens helt egen fødselsdagssang som altid blev sunget for dagens fødselsdagsbarn. Denne gang gik hyldesten også til en farmor, der kunne fejre sin store dag, og fællessangen satte en varm tone for resten af arrangementet.
Læs også:
Musikalsk indslag fra skolens band
Efter morgensangen sørgede MFI’s eget band for underholdningen med et par gode melodier. De musikalske indslag fik både elever og bedsteforældre til at synge med og skabte en festlig stemning, inden dagens kreative aktiviteter gik i gang.
Juleklip i alle klasser
Herefter fordelte de omkring 150 bedsteforældre sig ud i klasselokalerne, hvor juleklip og pynt skulle fremstilles i samarbejde med eleverne. I alle rum lød hyggelig julemusik, mens børn og voksne klippede, tegnede og skabte pynt til klasseværelserne.
Der var stor kreativitet at finde i alle klasser. 1. og 2. klasserne lavede pynt i form af juletræer og stjerner som blev klistret i vinduerne og på døren, mens 3. klasse lavede huse til en hel juleby. I 4. klasse lavede eleverne snemænd ud af bogstaverne i deres eget navn, mens 7. klasse havde fået til opgave at pynte døren til deres lokale. Og hvordan gør man det bedst? Klassen tog ganske enkelt døren af og pyntede den liggende på bordene.
En dag med hygge og fællesskab
Arrangementet blev endnu et bevis på, at bedsteforældredagen er en af skolens mest populære traditioner. Hele dagen summede Mariagerfjord Idrætsskole af hygge, grin og godt samarbejde på tværs af generationer – og både elever og bedsteforældre gik derfra med dejlige minder og masser af julestemning.
Læs også: