Nyheder

Befordrings godtgørelse til giftefogeder i Mariagerfjord

Sagsfremstilling

Redaktion
Af Redaktion 21. marts 2022

Af Klaus Hansen

Økonomiudvalget i Mariagerfjord kommune holder ordinært møde den 23. marts 2022, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Befordringsgodtgørelse til giftefogeder

Byrådet kan beslutte at yde befordringsgodtgørelse til medlemmer af Byrådet, der foretager borgerlige vielser. Byrådet skal i denne sag behandle forslag herom.

Indstilling
Borgmesteren indstiller til Byrådet:

At Byrådet tager stilling til, om der kan udbetales befordringsgodtgørelse, når et byrådsmedlem foretager vielser.

At Byrådet, hvis det godkendes, at der kan udbetales befordringsgodtgørelse, aftaler kriterier for i hvilke tilfælde, der kan og ikke kan ydes befordringsgodtgørelse.

Når et byrådsmedlem foretager en vielse, har brudeparret enten aftalt vielsen med administrationen, ellers også har giftefogeden selv lavet aftalen med parret. Det kan for eksempel være fordi parret kender byrådsmedlemmet, eller fordi parret ønsker at blive viet udenfor kommunens åbningstid for vielser.

Styrelseslovens §16f lyder:
“Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde befordringsgodtgørelse til medlemmer af kommunalbestyrelsen, der foretager vielser, jf. §18, stk. 1 og 2 i Lov om Ægteskabs indgåelse og Opløsning.”

Administrationen gør opmærksom på, at vielser i visse tilfælde foregår udenfor kommunegrænsen – eksempelvis:

1. Hvis giftefogeden selv har lavet en aftale med et par, der bor et andet sted i landet – det kan for eksempel være fordi, de er i familie eller på anden måde bekendte.

2. Administrationen kan også i få tilfælde booke en giftefoged til at foretage en vielse på den anden side af kommunegrænsen. Det kan være hvis parret bor i en nabokommune, men med så kort afstand til kommunegrænsen, at de føler en stor tilknytning til Mariagerfjord.

Administrationen ønsker, at Byrådet tager disse opmærksomhedspunkter med i overvejelserne, når der tages stilling til, om der kan udbetales befordringsgodtgørelse og eventuelt i hvilket omfang.