Erhverv

Beierholm Mariagerfjord donerer 50.000 kroner til lokale foreninger

Hadsund Byforum og Julemærkehjemmet i Hobro modtager hver 25.000 kroner som en del af en landsdækkende donationsindsats.

Søren Greve
Af Søren Greve 9. juli 2026

To lokale foreninger i Mariagerfjord Kommune kan se frem til et økonomisk løft. Beierholm Mariagerfjord har nemlig uddelt donationer på i alt 50.000 kroner til Hadsund Byforum og Julemærkehjemmet i Hobro, der hver modtager 25.000 kroner.

Donationerne er en del af en landsdækkende indsats, hvor revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm uddeler mere end én million kroner til lokale velgørende formål gennem sine mere end 40 kontorer i Danmark.

Medarbejderne har valgt modtagerne

Hos Beierholm Mariagerfjord har medarbejderne selv været med til at udpege, hvilke lokale initiativer der skulle modtage støtten.

– Vi har besluttet at donere 500 kroner pr. medarbejder til et godt, lokalt formål. I vores område har vi valgt Hadsund Byforum og Julemærkehjemmet i Hobro, fordi de gør en forskel i vores område, siger Kasper Sand Jensen, ledende partner hos Beierholm Mariagerfjord.

Hadsund Byforum arbejder for at udvikle byen og står blandt andet bag Street Art Festival, markeringen af Hadsund Broens 50-års jubilæum samt den årlige julebelysning.

Julemærkehjemmet i Hobro hjælper børn, der mistrives, med at styrke deres selvværd, trivsel og fællesskab gennem ophold med fokus på sundhed, bevægelse og nye relationer.

Donation markerer en milepæl

Den landsdækkende donationsrunde sker i forbindelse med, at Beierholm har passeret en omsætning på to milliarder kroner efter en periode med betydelig vækst.

Ifølge virksomheden er donationerne en måde at markere milepælen på og samtidig give noget tilbage til de lokalsamfund, hvor virksomheden er til stede.

”Vi er til stede i hele Danmark og lever af stærke lokale relationer. Derfor vil vi gerne markere milepælen ved at støtte nogle af de mange organisationer, foreninger og initiativer, som hver dag gør en forskel for de mange lokalområder rundt om i landet”, siger Søren V. Pedersen, administrerende direktør i Beierholm.

Mere end én million kroner på landsplan

Beierholm beskæftiger mere end 2.000 medarbejdere fordelt på over 40 kontorer i Danmark. Virksomheden har valgt at donere 500 kroner pr. medarbejder til lokale velgørende formål, hvilket samlet giver donationer på mere end én million kroner. De enkelte lokale kontorer har selv udvalgt de foreninger og organisationer, der modtager støtten.