Erhverv

Beierholm tager første spadestik til nyt domicil i Hobro

Revisions- og rådgivningsvirksomheden investerer i et nyt hovedsæde på 2.400 kvadratmeter for at skabe plads til vækst og styrke den lokale tilstedeværelse i Mariagerfjord.

Søren Greve
Af Søren Greve 29. maj 2026

Torsdag markerede en historisk milepæl for Beierholm Mariagerfjord, da virksomheden tog første spadestik til et nyt domicil i Hobro.

Efter flere års ønske om mere plads og måneders ventetid på byggetilladelsen kan revisions- og rådgivningsvirksomheden nu sætte gang i opførelsen af et moderne kontorbyggeri på Majsmarken i den nordlige del af byen.

Vokset ud af de nuværende rammer

Beierholm Mariagerfjord har haft adresse på Smedevej siden 1981. Dengang bestod medarbejderstaben af 12 ansatte. I dag beskæftiger virksomheden omkring 100 medarbejdere og har derfor behov for større faciliteter.

“Det nye byggeri opfylder et nødvendigt ønske om mere plads, som vi har haft igennem flere år, og det er derfor en stor milepæl for Beierholm Mariagerfjord, at vi nu har fået byggetilladelsen på plads og kan komme i gang med at bygge,” siger Kasper Sand Jensen, partner i Beierholm Mariagerfjord.

Det nye domicil forventes at stå klar til indflytning umiddelbart efter sommerferien i 2027.

En del af medarbejderne er allerede flyttet

Selvom hovedparten af medarbejderne fortsat arbejder fra adressen på Smedevej, er en del af organisationen allerede rykket til Majsmarken.

Virksomhedens Outsourcing-afdeling er flyttet ind i tilstødende lokaler, som er blevet opkøbt som en del af det samlede byggeprojekt.

“Som en del af den positive udvikling er medarbejderne i Outsourcing-afdelingen flyttet ind i nyere, tilstødende lokaler på Majsmarken, der er opkøbt som en fast del af det samlede byggeprojekt,” siger Kasper Sand Jensen.

Udvidelsen i Hobro får ikke betydning for virksomhedens afdeling i Hadsund, som fortsat vil have adresse på Havnevej 11.

Skal understøtte fortsat vækst

Det kommende domicil bliver på 2.400 kvadratmeter og skal skabe moderne rammer for både medarbejdere og kunder.

Ifølge Kasper Sand Jensen er investeringen en vigtig del af virksomhedens ambition om fortsat vækst og om at tiltrække kvalificerede medarbejdere til området.

“Vi ønsker at tiltrække de bedste medarbejdere og talenter i vores landsdel. Vi kan i forvejen tilbyde mange forskelligartede faglige udfordringer, og nu får vi også mulighed for at tilbyde medarbejdere og vores kunder helt nye og flotte rammer, hvor trivsel og arbejdsmiljø er sat i absolut centrum,” siger han.

Bygger videre på titlen som Danmarks bedste arbejdsplads

Tidligere på året blev Beierholm kåret som Danmarks bedste arbejdsplads. Det nye byggeri er ifølge virksomheden udformet med fokus på fleksibilitet, trivsel og et stærkt fagligt fællesskab.

“Titlen som Danmarks bedste arbejdsplads gør os utrolig stolte, og med det nye byggeri investerer vi direkte i vores kollegaers trivsel,” siger Kasper Sand Jensen.

Lokal forankring i fokus

Virksomheden har samtidig lagt vægt på at inddrage lokale aktører i byggeprocessen. Totalentreprenøren på projektet er DS Flexhal, som har imødekommet ønsket om at anvende lokale virksomheder i videst muligt omfang.

“Vi har haft et ønske om at bruge lokale virksomheder til byggeprojektet, og det ønske har DS Flexhal, der er totalentreprenør, imødekommet på en god måde. Med en kombination af en tæt og tillidsfuld relation, samt den lokale forankring, er rammerne nu sat for et godt samarbejde, og vi ser frem til at fæstne rødderne endnu stærkere i Mariagerfjord,” siger Kasper Sand Jensen.

Fakta: Beierholm Mariagerfjord

Beierholm er blandt Danmarks førende revisions- og rådgivningsvirksomheder for mindre og mellemstore virksomheder og beskæftiger mere end 2.000 medarbejdere fordelt på over 40 kontorer på landsplan.

Beierholm Mariagerfjord blev etableret i 1975 i Hobro og er i dag virksomhedens fjerde største sektion med 100 ansatte. Afdelingen har adresser på Smedevej 1B og Majsmarken 1B i Hobro samt på Havnevej 11 i Hadsund.