Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige har aldrig været højere

1. november 2022
Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige har aldrig været højere

177.000 ikke-vestlige indvandrere mellem 15-64 år var i arbejde i andet kvartal 2022, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Beskæftigelsen for gruppen er steget med 19 procent på bare tre år.

Det går godt med at få ikke-vestlige indvandrere i job. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

177.000 ikke-vestlige indvandrere mellem 15-64 år var i arbejde i andet kvartal 2022. Det er det højeste niveau i statistikkens historie.

“Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er steget i 26 ud af de seneste 27 kvartaler. Den positive udvikling skyldes primært det økonomiske opsving, der har gjort det nemmere for mange grupper at komme ind på arbejdsmarkedet,” siger Jon Nielsen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

“Integrationspolitikken er blevet mere jobrettet de senere år. Det har uden tvivl hjulpet, men i kombination med, at der har været jobs at få,” siger Jon Nielsen.

Den positive udvikling har betydet, at forskellen på beskæftigelsesfrekvensen mellem ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse er historisk lille. Niveauet ligger på henholdsvis 58,6 procent og 75,6 procent.

“Også efterkommere har taget del i jobfesten. Særligt under og efter coronakrisen har vi set et markant spring i beskæftigelsen. I første omgang var det jobs som podere og vaccinatører, men vi kan se, at de er blevet hængende på arbejdsmarkedet. Det er en uventet, men en meget glædelig sideeffekt af coronaindsatsen,” siger Jon Nielsen.

“Beskæftigelsen kommer til at falde de kommende år. Derfor er det afgørende, at vi formår at fastholde så mange som muligt på arbejdsmarkedet,” siger Jon Nielsen.