Folketingsvalg

Billigere benzin og diesel på valgdagen

Priserne sænkes tirsdag morgen i tre timer på landets tankstationer i en landsdækkende kampagne

Søren Greve
Af Søren Greve 23. marts 2026

Bilister kan tirsdag morgen tanke billigere benzin og diesel. På valgdagen den 24. marts bliver priserne sat ned på 204 Go’on tankstationer i Danmark i en tidsbegrænset kampagne.

Kampagnen gælder fra klokken 07.00 til 10.00. I det tidsrum bliver prisen på benzin sat ned med 3,35 kroner pr. liter, mens diesel sættes ned med 2,25 kroner pr. liter. Ifølge pressemeddelelsen svarer prisniveauet til EU’s minimumsafgifter.

Politisk kampagne bag initiativet

Prisnedsættelsen sker som led i en kampagne fra Dansk Folkeparti, hvor brændstofpriser og afgifter sættes i fokus på selve valgdagen. Initiativet er midlertidigt og skal rette opmærksomhed mod de høje priser på benzin og diesel.

“Brændstof og brændstofpriser er blevet et centralt tema i valgkampen, fordi de har stor betydning for danskernes hverdag og økonomi. Man glemmer indimellem, at 80% af den danske bilpark fortsat kører på benzin og diesel, så vi er glade for, at kampagnen sætter fokus på det,” siger Mick Kjær, administrerende direktør i Go’on.

Gælder i hele landet

Kampagnen omfatter alle 204 Go’on stationer i Danmark, og det betyder, at bilister over hele landet kan få glæde af de lavere priser i de tre morgentimer.

“Brændstof har stor betydning for det danske beredskab, erhvervsliv og danskernes mobilitet. Hvis man ikke har øje for det, risikerer man, at transportpolitikken og den grønne omstilling ikke gennemføres i balance med danskernes hverdag. Derfor bakker vi op om initiativet og stiller vores stationer til rådighed for kampagnen,” siger Mick Kjær.

Kun i tre timer

Der er tale om et tidsbegrænset tilbud, som kun gælder tirsdag den 24. marts i tidsrummet fra klokken 07.00 til 10.00.

Folketingsvalg

Se flere artikler