Blå Kors Hjemmet Hobro fejrer 60-års jubilæum

25. september 2024

Siden 1964 har folk, der har kæmpet med hjemløshed og misbrug, fået en håndsrækning til at komme videre i livet med hjælp fra Blå Kors’ botilbud i Hobro.

Den 2. oktober 2024 er det præcis 60 år siden, at Blå Kors Hjemmet Hobro modtog sin første borger.

Blå Kors Hjemmet Hobro har gennem årene været et midlertidigt hjem for mennesker, der har haft brug for støtte og hjælp i livets udfordringer som fx hjemløshed, alkohol- og stofmisbrug, psykiske vanskeligheder og sociale problemer. I dag har Blå Kors Hjemmet 45 pladser samt otte pladser på Minibo, som er et mindre socialpædagogisk botilbud.

Susanne Zinck har været ansat i 23 år og var med til at fejre både 40- og 50-års jubilæum. Hun glæder sig til at markere endnu en rund dag.

“Jeg synes, det er fantastisk, at vi har haft Blå Kors Hjemmet siden 1964. Selvom vi i et ideelt samfund ikke ville have behov for hjemløsepladser, er det desværre nødvendigt, især med den stigende hjemløshed vi ser i dag. Folk bliver hjemløse af mange forskellige årsager, men her får de en chance for at starte forfra,” fortæller Susanne, der blandt andet står for ind- og udskrivning af borgerne.

Fra København til hele landet

Blå Kors Hjemmet blev oprindeligt opført med det formål at give borgere fra København en mulighed for at komme langt væk fra deres udfordringer. I dag har botilbuddet borgere fra hele landet. Borgerne få bl.a. hjælp til at komme i egen bolig, søge bostøtte, opbygge netværk og relationer, hjælp til komme ud af misbrug, få styr på økonomi osv.

“Vi møder folk, præcis hvor de er, uden fordomme. Når man træder ind ad døren hos os, bliver man mødt ligeværdig, i øjenhøjde og med troen på nye muligheder,” siger Susanne Zinck.

Synlighed i lokalsamfundet

Alle årene har Blå Kors Hjemmet Hobro haft til huse på Ølsvej med udsigt udover byen. Susanne husker, at mange ikke vidste, hvad det var for et sted, dengang hun startede, men det oplever hun, har ændret sig gennem årene.

“Vi vil gerne være synlige i lokalsamfundet for at nedbryde de barrierer og tabuer, der stadig eksisterer omkring hjemløshed og misbrug,” fortæller hun.

Blå Kors Hjemmets jubilæum bliver fejret på Ølsvej fredag den 4. oktober med kage, musikalsk indslag og middag for blandt andre borgere, personale, bestyrelse, frivillige, ledere fra Blå Kors’ øvrige tilbud og deltagelse fra Mariagerfjord Kommune.

LÆS OGSÅ: Frivillige giver håb til udsatte børn og unge i Mariager: Blå Kors’ ferielejre er årets højdepunkt

Hobro og omegn

Se flere artikler