Arden og omegn

Bliv den pilot dit barn har brug for: Foredrag med børnepsykolog i Astrup Kirke

Ulla Dyrløv gæster Mariagerfjord med inspirerende aften om forældreskab og familieliv

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 9. oktober 2025

Hvordan bliver man en tydelig og tryg forælder i en travl hverdag? Det spørgsmål stiller børnepsykolog og forfatter Ulla Dyrløv, når hun onsdag den 29. oktober 2025 gæster Astrup Kirke med foredraget “Pilot for dit barn”.

Arrangementet er åbent for alle – både forældre, bedsteforældre, fagfolk og frivillige – der ønsker konkrete redskaber til at skabe ro, nærvær og tryghed i familien.

En aften med indsigt og værktøjer til hverdagen

Ulla Dyrløv, som er kendt fra tv-programmer som X Factor, MGP og Den store bagedyst, deler ud af sin mangeårige erfaring som børnepsykolog. Hun vil give deltagerne praktiske værktøjer til at være tydelige og kærlige rollemodeller og til at skabe færre konflikter i hjemmet.

“Børn har brug for, at vi som voksne tager lederskabet i familien – og tør stå stærkt i rollen som forældre. Når vi tør være tydelige, bliver der også mere ro og glæde i hverdagen,” siger Ulla Dyrløv.

Lokalt initiativ med fokus på familiernes trivsel

Foredraget arrangeres af Folkekirkens Familiestøtte Mariagerfjord, der arbejder for at styrke trivsel og fællesskab i familierne.

“Vi møder forældre i Mariagerfjord, der kan føle sig lidt usikre på, hvordan de bedst støtter deres børn og samtidig står fast som voksne. Ulla Dyrløv er fantastisk til at gøre det komplekse enkelt og give konkrete redskaber, som kan forstås af alle og bruges i hverdagen. Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at blive inspireret,” fortæller Line Neve Christensen, lokal koordinator i Folkekirkens Familiestøtte.

Om Ulla Dyrløv

Ulla Dyrløv er specialist i klinisk børnepsykologi og en anerkendt debattør på børneområdet. Hun har skrevet flere bøger, bl.a. “Bliv Pilot for dit barn”, “Få styr på dit barns digitale verden” og “Spot mistrivsel – en guide til forældre”. Derudover står hun bag podcasten “Forældreskabet”.

Fakta om arrangementet

Dato: Onsdag den 29. oktober 2025 kl. 19.00–21.00
Sted: Astrup Kirke, Søvej 3A, 9510 Arden
Pris: 50 kr.
Billetter: Kan købes på www.folkekirkensfamiliestotte.dk/kalender

Foredraget er en del af Folkekirkens Familiestøttes arbejde for at støtte forældre i udfordrende perioder gennem frivillig indsats, samtaler og praktisk hjælp – med målet om at skabe mere trivsel og nærvær i familielivet i Mariagerfjord Kommune.

Arden og omegn

Se flere artikler