Mariagerfjord og omegn
Bliv håndværker – med garanti
.På erhvervsskolen Tradium i Randers er der indført uddannelsesgaranti stort set overalt. Det betyder, at elever på fx bygge- og anlægsuddannelserne kan gennemføre hele deres uddannelse, selv om de måske ikke kan finde en læreplads. Alle grundforløbselever, der starter på Tradiums bygge- og anlægsuddannelser til august er sikre på at kunne gennemføre deres uddannelse. De […]
.
På erhvervsskolen Tradium i Randers er der indført uddannelsesgaranti stort set overalt. Det betyder, at elever på fx bygge- og anlægsuddannelserne kan gennemføre hele deres uddannelse, selv om de måske ikke kan finde en læreplads.
Alle grundforløbselever, der starter på Tradiums bygge- og anlægsuddannelser til august er sikre på at kunne gennemføre deres uddannelse. De får nemlig en uddannelsesgaranti. Det betyder, at hele uddannelsen til murer, tømrer og maler samt eux-murer og eux-tømrer kan gennemføres – læreplads eller ej.
Uddannelsesgarantien skal ses i lyset af, at nogle unge har haft svært ved at finde praktikpladser. På visse uddannelser har det tidligere betydet, at de unge, der ikke fik en praktikplads, så at sige blev forhindret i at gennemføre hele deres uddannelse, siger uddannelseschef Knud Erik Guldager, Tradium Bygge og anlæg.
På murer- og maleruddannelsen har der i flere år eksisteret en uddannelsesgaranti, mens tømreruddannelsen fra august også kan tilbyde garanti.
Alle der starter på tømrerlinjen eux-elever såvel som almindelige tømrerelever får garanti for, at de kan komme igennem hele uddannelsen. De skal selvfølgelig leve op til de kriterier, der er til uddannelsen, siger uddannelsesleder Palle Nielsen fra Tradiums tømreruddannelse.
Vekseluddannelse
Erhvervsuddannelser veksler mellem undervisning på Tradium og praktik i en virksomhed. Eleven er på skolen i en tredjedel af tiden og i praktik to tredjedele af tiden.
Praktik behøver ikke nødvendigvis kun at foregå hos én mester. Vejen til en praktikaftale kan også være ophold i flere forskellige virksomheder, fx via delaftaler.
Tradium hjælper med at formidle praktikpladser og udfører opsøgende virksomhed med henblik på at finde praktikpladser til eleverne. Hvis hverken elev eller skole kan finde praktikpladser, foregår også den praktiske del på skolen i form af skolepraktik.
Skolepraktik er en del af uddannelsesgarantien og hjælper med til at nå målsætningen om, at 95 procent af Danmarks ungdom skal have en ungdomsuddannelse. Skolepraktik tilrettelægges efter de samme regler som gælder for praktikvirksomheders gennemførelse af praktikuddannelse.
Malerlærling Steffen Pedersen, som nu har fået en læreplads hos Malerfirma Carsten Sørensen i Viborg, har tidligere været i skolepraktik:
Det har været godt. På skolen er de gode til at sørge for, at vi lærer det, vi skal. Vi prøver rigtig mange forskellige ting, fx har vi lige været med til at sætte Tradiums forhal på Vester Allé 26 i stand, siger Steffen Pedersen.
Også tømrerlærling Mikkel Hage har en god oplevelse i skolepraktikken:
Man får hele tiden nye, spændende opgaver. Lige nu arbejder jeg med at bygge et solidt legehus. Det er lærerigt.
De seneste praktikpladstal viser, at godt 83.200 elever på erhvervsuddannelserne i hele Danmark var i gang med et hovedforløb ultimo marts. Det er en stigning på tre procent i forhold til samme måned sidste år. Af disse havde cirka 76.300 elever en uddannelsesaftale, hvilket er en stigning på to procent i forhold til samme måned sidste år. Endvidere var godt 5.700 elever i skolepraktik, hvilket er en stigning på 35 procent i forhold til samme måned sidste år.
Billedtekst: Murerlærling Daniel Eriksen (tv) er i lære hos Løgten Murer- og Entreprenørforretning, mens tømrerlærling Mikkel Hage og malerlærling Steffen Pedersen (th) har prøvet både skolepraktik og praktik i en privat virksomhed. De har alle tre mulighed for at gennemføre deres uddannelser med Tradiums uddannelsesgaranti. Foto: Jakob Lerche Fotografi
Faktaboks Mangel på håndværkere
Analyser fra COWI viser, at der om få år bliver brug for markant flere faglærte i byggeriet som følge af en række store bygge- og anlægsprojekter i Midt- og Nordjylland. Analyserne viser bl.a., at der fra 2015 vil mangle 200 murere og 75 elektrikere i Nordjylland. Om 10 år bliver der brug for ekstra 950 tømrere, 550 smede og 550 elektrikere i Nordjylland. I Midtjylland kommer der ifølge COWI til at mangle 500 murere og 650 tømrere/snedkere.
Det kommende behov for flere håndværkere er en konsekvens af byggeriet af det nye supersygehus i Aalborg, flere større nybyggerier på Aalborg Universitet, en større udvidelse af Frederikshavn Havn samt en opgradering af jernbaneforbindelsen mellem Aalborg og Hobro. Vedtagne og igangværende bygge- og anlægsprojekter i Midtjylland er for eksempel Det Nye Universitetshospital i Skejby, det kommende regionshospital i Gødstrup ved Herning, større vejprojekter som Herningmotorvejen, byggeri på havneområdet i Aarhus samt den kommende letbane også i Aarhus, oplyser Beskæftigelsesregion Midtjylland. De øvrige projekter, der venter på en endelig beslutning, er blandt andet nybygninger i forbindelse med Aarhus Universitet, VIA University College i Aarhus og etape to af Marselisborg Boulevard også i Aarhus.
Yderligere oplysninger
Uddannelseschef Knud Erik Guldager, Tradium Bygge og anlæg
Mobil 22 20 01 64
knud.erik.guldager@tradium.dk
Om Tradium
Erhvervsskolen Tradium er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, hg, htx, eux, eud, samt AMU. Skolen beskæftiger 500 medarbejdere og underviser 3.200 årselever på syv adresser i Randers, Hobro og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Tradium har i 2012 modtaget FUHUs (Danish Society for Education and Business) internationaliseringspris. Læs mere på www.tradium.dk og følg os på Facebook