.
Af Klaus Hansen
Nogle børn har forældre, som kun kan kommunikere med hinanden gennem en advokat. Andre har forældre, som kun råber ad hinanden, når de taler sammen.
Det viser besvarelserne fra 460 børn i skilsmisse. Næsten 4 ud af 10 børn eller 37 pct. oplever, at forældrene ikke taler sammen, eller kun taler om praktiske ting. Samtidig oplever 6 pct. af børnene, at forældrene tit skændes med hinanden, og 13 pct. svarer, at forældrene bagtaler hinanden. Kun omkring hver tredje svarer, at forældrene er gode til at snakke sammen.
Tallene kommer fra en ny analyse, som Børns Vilkår har lavet i samarbejde med DR Ultra og Egmont Fonden.
Det er bekymrende tal. Det skal ikke være sådan, at børnene er alene om at få hverdagen til at hænge sammen, fordi mor og far ikke taler sammen. Det kan have store konsekvenser for børnenes trivsel og deres indlæring, siger børnefaglig seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup.
Analysen bygger på en survey på børnetelefonen.dk blandt 460 børn i skilsmisse. Her bliver børnene spurgt, hvilken beskrivelse der bedst passer på, hvordan deres forældre har det med hinanden.
Ifølge børnefaglig seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup, er der brug for flere tilbud til forældre, når kommunikationen mellem forældrene ikke fungerer.
Der er i høj brug for offentlige tilbud, der kan hjælpe forældrene. Vi håber, at et nyt skilsmissesystem har mange flere konfliktforebyggende tilbud til forældre i skilsmisse. Det er der brug for, siger Bente Boserup.
Gennem hele uge 35 sender DR Ultra i samarbejde med Børns Vilkår og Egmont Fonden en række programmer, som åbner op for at give børn både gode råd og viden om skilsmisse, og samtidig vise børnene andre i samme situation, som de kan føle et fællesskab med.
Det siger børnene
Det sjældent de snakker sammen og hvis de gør så råber de bare af hinanden
Mine forældre er super gode til at være skilt (selvom det lyder bizart). De taler sammen, lytter til hinanden, kan være i samme lokale og vigtigst af alt: mine og min lillesøsters behov er i fokus. De er ikke perfekte og det har været svært, men jeg kan stadig genkende mine forældre som de mennesker de var da de var sammen, og det er betryggende.
De er nødt til at snakke sammen igennem en advokat ellers kan de ikke
Mine forældre er dårlige til at snakke. De siger dårlige ting om hinanden, og er i bilen når vi skal bytte (altså nogle gange gider de sker ikke sige hej når de henter/aflevere mig og min søster)!
Det er meget forvirrende. De siger selvfølgelig begge to noget forskelligt, men for at være ærlig, så holder jeg med min far. Han har prøvet at få os i flere dage, men så vil min mor absolut til statsforvandlingen. Jeg vil sige, at de skændes meget gennem mig på en måde. Selvom jeg har en tvillingesøster, så synes jeg altid det er mig, som skal sige det ene til den anden og ringe til den for at sige det osv.
Læs også: