Arden og omegn
Børnemusik, når den er aller-ondest
Børnemusik, når den er aller-ondest
Af Lone K. Hansen
Verden er fuld af god børnemusik, men ond børnemusik er der kun ét band i hele verden, der spiller. Nemlig De Onde! Mød dem i Arden Kulturhus lørdag d. 17. september kl. 14 – hvis du tør!
Fire sortklædte superhelte spiller håndspillet ond børnemusik, der kan få selv de artigste englebørn til at hoppe med på den onde bølge, og dem har Kulturhusforeningen og Mariagerfjord Bibliotekerne været modige nok til at invitere til at komme og give koncert i Arden.
De Onde synes selv at der findes ufattelig meget god og pussenusset børnemusik, og derfor spiller de musik som giver plads til ALLE de følelser som vi alle sammen indeholder, men som der ofte bliver lagt låg på. Når man er til koncert med De Onde er det tilladt at være fræk, uopdragen, uartig, slem, uhøflig, ulydig og øretæveindbydende.
Musikken kan bedst karakteriseres som udadvendt og energisk og bevæger sig frit i genrer som jazz, rock’n’roll, brazil m.m. De finurlige tekster underbygger det onde univers, og ved hjælp af humor og gode historier tager de publikum med ud på en rejse i fantasien.
De Onde er i virkeligheden Peter Marott på trompet og sang, Tobias Trier, der spiller guitar og synger, Eva Skipper på Bas og sang og Carl Quist-Møller der spiller trommer og synger.
De Onde lover at levere et energisk show og give den danske børnemusik-scene et friskt pust.
Billetterne til koncerten købes via www.mariagerfjordbibliotekerne.dk
Læs også: