Kultur

Børnene ramte plet i dartklubben: “Det var mega sjovt!”

16 juniorer fra 2.-6. klasse lagde vejen forbi Mariagerfjord Dartklub i Hobro – og flere drømmer nu om at begynde

Søren Greve
Af Søren Greve 11. februar 2026

Der var fuld aktivitet ved skiverne, da Mariagerfjord Dartklub tirsdag den 10. februar tog imod 16 juniorer fra 2.-6. klasse som en del af Aktiv Ferie i Hobro. Fjordavisen.nu kiggede forbi, og blev taget imod af klubbens junioransvarlig Heidi Lirene Pedersen. Der var både grin, koncentration og masser af små sejrsarmbevægelser, når pilene sad, hvor de skulle.

Byggede deres egne pile – og tog dem med hjem

Et af de helt store hit var, at børnene ikke bare fik lov til at prøve dart, men også selv kunne sammensætte deres egne unikke pile med mellemstykker og flights. Med deres nye “signaturpile” i hånden gik de derefter til skiverne – og som prikken over i’et fik de både mellemstykker og flights med hjem bagefter.

“Vi var også med i efterårsferien”

I løbet af besøget talte vi med tre af børnene: Zacharias på 9 år, hans søster Stephanie på 11 og Sidsel på 8 år. Alle tre var tydeligt begejstrede – og det var ikke første gang, de prøvede kræfter med dart i ferien.

De fortalte, at de også deltog i Aktiv Ferie i efterårsferien, og at de gerne vil begynde at gå til dart.

Men tirsdag er allerede “fyldt op”

Der er bare én udfordring: Klubbens juniorer træner om tirsdagen, og netop den dag har de tre børn i forvejen andre aktiviteter.

Så selv om lysten er stor, er kalenderen allerede godt i gang – præcis som den ofte er i børnefamilier, hvor fritiden hurtigt bliver en slags puslespil.

Det er dog noget, Mariagerfjord Dartklub overvejer i fremtiden, om der skal være flere muligheder.

Et af flere tiltag i klubben

Deltagelse i Aktiv Ferie er bare endnu et af de mange tiltag, der foregår i Mariagerfjord Dartklub. Og med 16 børn på besøg, høj energi i lokalet og flere, der allerede drømmer om at komme igen, var det svært at tage fejl af signalet: Dart kan sagtens være en feriefavorit i Hobro.