.
Af Hans V. Bjørn:
Mens de store entreprenørmaskiner arbejder med at få det gamle sygehus i Terndrup nedrevet, som det er besluttet af regionsrådet, har forhv. overlæge Aage Astrup og Hans Bjørn fået færdiggjort en lille bog om Terndrup Sygehus.
Bogen er på 121 sider og den beskriver forløbet fra sygehuset blev bygget i 1892 til nedrivningen indledtes i juli 2014. Bogen indeholder mange billeder fra forskellige tider, blandet andet fra årene i begyndelsen af 1990erne, hvor befolkningen omkring Terndrup dannede ring om sygehuset for at demonstrere, at man ønskede at bevare det.
En stor del af bogens tekst er fortalt af Aage Astrup, mens flere tidligere medarbejdere har fortalt om forskellige tider og det arbejde de havde. Pressen har af mange grunde altid vist Terndrup Sygehus stor opmærksomhed. Derfor er der også fundet megen omtale, især af politisk karakter, i gamle aviser. Desuden har Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Skørping Kommune bidraget med billeder og dokumenter. Det er Hans Bjørn, Rypevej, Terndrup, der har redigeret og sammenkædet de mange fakta og anekdoter om Terndrup Sygehus.
Terndrup Borgerforening bliver involveret.
Oprindelig havde Aage Astrup og Hans Bjørn bestemt, at et eventuelt overskud ved salget skulle gå til andet formål. Imidlertid har Terndrup Borgerforening vist interesse for sagen, og de har sammen med en halv snes forretningsdrivende i Terndrup støttet udgivelsen med kontante midler. Derfor har Aage Astrup og Hans Bjørn besluttet, at Terndrup Borgerforening må få projektet overdraget, hvis de kan finde et godt projekt, som de kan bruge et eventuelt overskud til.
Hverken Astrup eller Bjørn eller nogen andre, der har været impliceret i fortællingen, vil høste kontante fordele. Arbejdet er udelukkende lavet som hobbyarbejde og forhåbentlig til glæde for læserne. Lokalhistorisk Arkiv står for udgivelsen.
Bogen præsenteres på Terndrup Kro
Det er aftalt med kroværterne Line og Palle Jensen, Terndrup Kro, at bogen bliver præsenteret på kroen torsdag, den 2. oktober kl. 15.00. Som støtte til udgivelsen har Line og Palle Jensen besluttet, at de i forbindelse med præsentationen byder alle interesserede på en kop kaffe med tilhørende brød.
Efter præsentationen bliver der mulighed for at købe bogen med dedikation af de to fortællere.