Nyheder
Borgerservice laver lukkedage til MitID-dage
Borgerservice laver lukkedage til MitID-dage
Af: Birgitte Holm
Borgerservice holder ekstra åbent for at hjælpe borgere med MitID
Danmarks befolkning skal i øjeblikket skifte NemID med MitID, og det giver dagligt mange personlige henvendelser i landets Borgerservicecentre.
Afdelingsleder i Borgerservice i Mariagerfjord Kommune, Morten Overgaard, mærker tydeligt de mange personlige henvendelser i Borgerservice Hobro og Hadsund.
– Vi kan ikke klare puklen med at hjælpe borgerne fra NemID til MitID i vores normale åbningstider i Borgerservice. Derfor holder vi nu også åbent på vores normale lukkedage i Hobro og Hadsund for udelukkende på de dage at hjælpe borgere med MitID. Det er nødvendigt, indtil vi er kommet godt i mål med MitID til juli, siger Morten Overgaard.
Normale lukkedage bliver MitID-dage
Normalt har Borgerservice Hobro lukket mandag og onsdag, mens Borgerservice Hadsund har lukket tirsdag og torsdag.
Fra 21. marts 2022 bliver de dage holdt åbent dedikeret til MitID. Det betyder, at Borgerservice kun servicerer borgere med MitID de dage og kun ved tidsbestilling.
Borgerservice hjælper så med alt andet som pas, kørekort eller noget helt tredje på de øvrige og dermed normale åbningsdage i Hobro og Hadsund. Borgerne skal også på disse dage bestille tid i Borgerservice, så de ikke venter for længe på betjening eller endda går forgæves.
– Vi oplever, at mange føler, at det med at skifte fra NemID til MitID er uoverskueligt, så vi er selvfølgelig klar til at give en hjælpende hånd. Vi vil gerne, at borgerne booker tid inden de kommer, uanset om det er MitID eller andet, de skal have hjælp til. Så kan vi nemlig give dem en langt bedre og effektiv service, siger afdelingsleder Morten Overgaard.
Digitaliseringsstyrelsen forventede, at det ville tage et kvarter at hjælpe en borger med at skifte til MitID, men det er ikke erfaringen i Borgerservicecentret, hvor det snarere løber op i en halv time.
Hjælpen til MitID i Borgerservice er nødvendig, hvis man ikke har et gyldigt pas med chip i, har NemID installeret på telefonen eller har en telefon, hvor appen ikke kan installeres.
Du kan nemt og hurtigt bestille tid i Borgerservice via forsiden på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside: www.mariagerfjord.dk.
Du er også velkommen til at ringe på telefon 97113000, så bestiller Borgerservice en tid til dig, eller hjælper dig på anden vis, hvis det er nødvendigt.
Læs også: