.
En god hverdag med en god arbejdsrytme
Så er der gået endnu en måned som borgmester i Mariagerfjord Kommune og jeg har efterhånden fundet en rigtig god arbejdsrytme, som giver mig en meget bekræftende hverdag.
Jeg synes, at hver dag er spændende og fyldt med opgaver og projekter til gavn og glæde for både kommunen, borgere og tilflyttere.
Binde by og havn sammen
Her i det sene efterår blev der frigivet midler til, at arbejdet med midtbyprojektet i Hobro for alvor kan komme i gang. Hele formålet med projektet er at skabe en bedre sammenhæng mellem by og havn, samtidig med at adgangen til bymidten styrkes og bustrafikken får bedre forhold.
Mariagerfjord Vand A/S går i gang her i foråret med at nedlægge pumpestationen i Havnegade og separatkloakere, så bymidten fremtidssikres i forhold til klimaændringer. Herefter tager Mariagerfjord Kommune over omkring sommer med at forskønne inderhavnen ved siden af rådhuset, hvor det store grønne areal lægges om, og der kommer blandt andet en trætrappe mod vandet.
Projektet indebærer desuden, at Havnegade skal gå direkte ned mod Søndre Kaj for at skabe en direkte visuel kobling til havnen og give plads til at bygge en ny bydel nord for Havnegade, hvor en serie mindre byrum skal gøre strækningen attraktiv at færdes på. Der skal også laves en ny busterminal, som bliver en ø med træer, der udgør et byrum i sig selv. Løsningen vil gøre området mere overskueligt for chauffører og passagerer og give mulighed for nye, moderne ventefaciliteter.
I forlængelse af midtbyprojektet er det nu offentliggjort, at det er E+N Arkitekturs forslag, der har vundet konkurrencen om udformningen af det kommende Maritime Kulturcenter på Hobros Søndre Kaj.
Kulturcentret skal fremover rumme det arbejdende værft, en serie udstillinger om værftet og de traditionelle træskibshåndværk samt bedre faciliteter for de ansatte og brugerne, der blandt andet tæller ungdomsskolen og vikingeskibslauget. På den måde skal det kommende maritime kulturcenter understøtte det aktive byliv og åbne et bevaringsværdigt kulturmiljø for offentligheden.
Begge midtbyprojekter forventes at stå færdige i sidste halvdel af 2015.
Mindre tid i bus for vores børn og unge
Det er ikke rimeligt, at vores unge skal bruge unødig tid på at vente på en bus eller bruge for lang tid i en bus eller måske flere busser, når de skal til og fra deres ungdomsuddannelse.
Derfor er vi netop nu i gang med at forhandle med Kollektiv Trafikplan for Mariagerfjord Kommune om, at der fra den 1. august 2014 skal være både flere og hurtigere busser, som de unge kan benytte sig af. Det vil fx betyde, at de unge vil kunne komme direkte fra Mariager, Arden og Øster Hurup til de større byer som Hobro og Hadsund og hjem igen.
Tilsvarende er vi også i gang med at forhandle om kortere ventetid og køretid for børn på folkeskoleområdet. På samme måde som de unge på ungdomsuddannelserne, skal vi sørge for, at folkeskolebørnene ikke bruger unødig tid på transport. Det kan de ikke være tjent med.
Vi samles i Hobro
Der har været en del debat om Sygehus Himmerland på de seneste, som primært har gået på rekrutteringsproblemer og omkostningerne i den forbindelse. I et forsøg på at løse problemet har ledelsen på Sygehus Himmerland foreslået at slå sygehusets to medicinske afdelinger i henholdsvis Farsø og Hobro sammen, sådan at sengepladserne fra Farsø kommer til Hobro. For at sikre at der altid er professionelle læger til at tage sig af patienterne og samtidig undgå for store omkostninger ved døgnvagt begge steder, giver det god mening fremadrettet at samle sengepladserne og sygehusdriften i Hobro. Det hilser vi kun velkommen.
Hvis alt går vel, opretter Kriminalforsorgen fra den 1. juli 2014 fire regioner, som får hovedsæde i henholdsvis Hobro, Kolding, Ringsted og København. For vores vedkommende vil det efter al sandsynlighed betyde, at der bliver tilført ca. 40-50 statslige arbejdsplader her i Hobro, som bliver placeret i den gamle politigård.
Af de forventede 40-50 medarbejdere i Hobro vil de fleste være medarbejdere, der i dag arbejder i Kriminalforsorgen andre steder i Jylland. Og målet med den nye struktur er at skabe bedre sammenhæng mellem arresthuse, fængsler og andre enheder, man som kriminel er i berøring med, inden man løslades helt.
Placeringen af de fire hovedsæder afventer dog stadig endelig godkendelse den 11. marts 2014 i Justitsministeriet.
Venskaber og fornøjelser
Venskabsbyer er fra tiden før internettet. Det har nogle af jer måske hørt mig sige. Og det holder jeg sådan set fast i. Tiden er en anden i dag, så hvis der ikke er noget fagligt formål med at besøge dem, så skal vi bruge vores tid på noget andet.
I stedet for systematisk at besøge venskabsbyer årligt med administrativt eller politisk mandskab, vil vi målrette vores aktiviteter mod særlige områder af direkte interesse for de involverede parter. Mariagerfjord Kommune deltager gerne i mere fagligt eller kulturelt orienterede arrangementer i forbindelse med udvikling af de kommunale velfærdsområder eller kommunal vækst og udvikling. Men også på andre niveauer. Fx er vores ungdomsskole meget aktiv i flere internationale sammenhænge, hvor vores unge mennesker får en international dimension ind i uddannelsen.
Generelt er der mange fornøjelser ved at være borgmester og besøget af vores lokale sportshelt, Tom Kristensen, er da bestemt en af dem. For at fejre sit ingeniør- og mekaniker-team fra AUDI Sport og Audi Team Joest havde Tom Kristensen inviteret teamet på besøg i sin fødeby Hobro. I den forbindelse lagde de også vejen forbi borgmesterkontoret.
AUDI-teamets indsatser er helt afgørende for Tom Kristensens suveræne resultater inden for motorsporten. Og derfor var det også vigtigt for Tom Kristensen, at de kunne opleve den støtte og opbakning, der er fra hele lokalområdet til ham og dermed også til dem.
Venlig hilsen
Mogens Jespersen
Borgmester