Bredt budgetforlig i Mariagerfjord Kommune

10. oktober 2019

Borgernær velfærd styrkes

.
Af Klaus Hansen

Borgmester Mogens Jespersen er glad for, at traditionen for brede budgetforlig i fjordkommunen fortsætter.

– Det er flot, at byrådet tager et ansvar for kommunens budget. Det skaber tryghed for vores borgere og arbejdsro for vores ledere og medarbejdere, at der er enighed om kursen, siger Mogens Jespersen.

Borgmester Mogens Jespersen sætter flere ord på budgetforliget;

I år var udgangspunktet for forhandlingerne en økonomisk udfordring på 19 mio.

kr. Dermed har drøftelserne været noget nemmere end sidste år, hvor politikerne skulle finde ikke mindre end 123 mio. kroner, hvor udligningen ramte kommunen særligt hårdt.

I år har et fald i indbyggertallet betydet, at Mariagerfjord Kommune får ca. 20 mio. kr. ekstra i udligning i mellem kommunerne. I dette års budgetlægning har politikerne lagt vægt på at styrke den borgernære velfærd, skabe stabilitet i kommunens budget og opretholde en økonomisk reserve til uforudsete udgifter.

Budgetforliget rummer både indskrænkninger og udvidelser på driften. Samlet set er der sket en reduktion af driftsbudgettet på 1,7 mio. kr.

Grøn profil
Budgettet har en grøn profil. Det er nemlig snart slut med brug af sprøjtegifte på offentlige arealer, og så skal kommunen i forbindelse med indkøb tage særligt hensyn til miljø og klima. Biodiversiteten får også et løft med flere blomster i rabatten mv.

Mere personale tæt på borgerne
Som led i budgettet er der afsat 2 mio. kr. til flere pædagoger i børnehaverne. Der er også udsigt til mere personale i ældreplejen. Mariagerfjord Kommune vil nemlig hvert år ansætte yderligere 18 SOSU-elever. Det vil forventeligt afhjælpe fremtidige rekrutteringsproblemer på ældreområdet.

Budgetforliget rummer et overskud på driften på 150 mio. kr., der giver mulighed for at forny og vedligeholde kommunens fysiske rammer for produktion af velfærdsydelser og infrastruktur. Anlægsbudgettet er på godt 100 mio. kr. (se anlægsprojekter KLIK HER).

Budgettet 2. behandles 4. november kl. 16.