Bredt politisk forlig sikrer Mariagerfjords budget trods svære økonomiske tider

20. september 2024

Mariagerfjord Kommune har efter svære forhandlinger vedtaget et bredt politisk forlig om næste års budget. Budgetforhandlingerne har været præget af økonomiske udfordringer, men der er fundet løsninger, som alle byrådsmedlemmer kan bakke op om.

– Det er dejligt, at vi i trange tider har et byråd, hvor vi hver især bidrager med at tage ansvar og finde løsninger. Med budgetforliget skaber vi med snusfornuft og benhårde prioriteringer både fokus på at levere service til borgerne, men også et lille overskud på budgettet i 2025, siger Mogens Jespersen, der har stor ros til forligsparterne.

I mange danske kommuner stiger udgifterne til navnlig specialområdet og ældreområdet, og det presser økonomien. Det billede ser vi også i Mariagerfjord Kommune, hvor politikerne i år har været på endnu en hård opgave med at få enderne til at mødes. Forhandlingerne om næste års budget kommer i kølvandet på et udfordrende år, hvor byrådet måtte genåbne anlægsbudgettet for at polstre fjordkommunens kassebeholdning. Skønt likviditeten nu ligger i stabilt leje, er der stadig behov for opbygge kassebeholdningen i de kommende år. Derfor er man nødt til at budgettere med et mindre forbrug, selvom udgifterne stiger. Derfor skal der findes ekstra mange penge på driftsbudgetterne.   

Økonomiaftalen mellem KL og Regeringen giver de danske kommuner under et mulighed for at øge deres udgifter til service med i alt 3,2 milliarder kroner. Glæden blev dog kort, da det snart viste sig, at aftalen for mange kommuner stort set gik i nul. Ved Finansloven blev kommunerne derfor kompenseret for budgetåret 2025, og her fik Mariagerfjord Kommune et ekstraordinært etårigt finansieringstilskud på 22 millioner kroner.

Selvom håndsrækningen fra Christiansborg på kort sigt giver arbejdsro, ser borgmester Mogens Jespersen sorte skyer i horisonten. 

– Allerede i 2026 må vi sande, at vi atter døjer med røde tal på bundlinjen. Det skyldes en uheldig kombination et stagnerende folketal og en befolkningssammensætning, hvor der bliver flere plejekrævende ældre og færre i den arbejdsdygtige alder, forklarer borgmesteren. 

For at få enderne til at mødes har kommunen måttet foretage betydelige besparelser og omprioriteringer i driftsbudgettet på i alt 27,9 millioner kroner. Dette indebærer blandt andet reduktioner i administrationen og besparelser på tværs af fagområder.

På ældreområdet vil budgettet til aktivitetscentre blive reduceret med én million kroner i 2025 og to millioner kroner de følgende år, hvilket betyder færre aktivitetscentre. Familieområdet ser en nedjustering på tre millioner kroner, baseret på erfaringer med alternative anbringelsesformer og forebyggende foranstaltninger.

Øgede udgifter til specialundervisning og velfærdsbuffer

En væsentlig del af budgettet rummer øgede midler til specialundervisning, hvor der afsættes 16 millioner kroner til at sikre økonomien på området. Desuden afsættes der 22 millioner kroner til en særlig servicebuffer, der skal dække uforudsete udgifter på velfærdsområderne.

Desværre betyder de økonomiske prioriteter også, at der sker enkelte takststigninger, blandt andet for forældre med børn i SFO, som må forvente øget egenbetaling.

Investeringer i uddannelse og infrastruktur

Trods de stramme økonomiske rammer lykkedes det også at finde midler til vigtige projekter i kommunen. Mariager Saltcenter får 6 millioner kroner til renovering, mens Campus Hobro-projektet støttes med 25 millioner kroner i anlægsstøtte og yderligere 25 millioner til flytning af ungecenteret og 10. klassecenteret.

Desuden afsættes fem millioner kroner til medfinansiering af Havneparken ved brolandingen i Hadsund. Kommunen afsætter i alt 30 millioner frem til 2028 til at renovere og forny bygninger med borgernære funktioner.

Fremtidige udfordringer og skatteforhold

Selvom budgettet for 2025 giver en vis arbejdsro, advarer borgmesteren om udfordringer i horisonten. Kommunen står foran store økonomiske udfordringer fra 2026 på grund af en stagnerende befolkningstal og en større andel ældre borgere.

På trods af besparelserne fastholdes kommuneskatten på 25,9 procent, og grundskylden forbliver uændret på 15,7 promille.

Kigger man i krystalkuglen bliver Mariagerfjord Kommune ramt af befolkningsudviklingen. Her er det afgørende, at Mariagerfjord Kommune får succes med bosætningsindsatsen, så mange flere får lyst til at slå sig ned i den nordjyske fjordkommune. 


– Vi gør alt, hvad vi kan for, at folk skal få øje på, at Mariagerfjord Kommune er et skønt sted at slå sig ned og se børnene vokse op. Hos os kan du bo nær skoven, stranden og Danmarks smukkeste fjord. Vi vil styrke vores unikke kvaliteter i land og by og dyrke de lokale fællesskaber. Det har vi fjordfolk givet hinanden håndslag på, så det skal vi nu nok lykkedes med, slutter borgmesteren.

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler