.
Af Helena Dylmer
Hej Helena
Jeg har problemer med, at når jeg om aftenen sidder og skal slappe af og se TV, så får jeg uro i mine ben, så er jeg nødt til at stå op og gå lidt rundt, så hjælper det. Om natten når jeg ligger i min seng kan jeg også få det, men om dagen er der ikke noget. Jeg har gået til massage, men det har ikke hjulpet på min ben. Har du et godt råd?
Forårshilsen Susanne
Hej Susanne
Min umiddelbare tanke da jeg læste dit spørgsmål var: Der er magnesiummangel så det batter. Magnesium er en af mine kæpheste, da den har så stor en betydning for menneskekroppen og sørger for en god tilværelse.
Magnesium hører til kroppens byggeklodser. Magnesium er fordelt i kroppen med ca. 60% i knoglerne, 20% i musklerne, 1% i blodet og resten fortrinsvis i lever, nervevæv og kirtler. Der er mellem 20-30 gram magnesium i menneskekroppen og det er hovedsageligt inde i cellerne.
Magnesium har travlt inde i kroppen, det er med til at indgå i over 300 enzymprocesser.
Magnesium kan udskilles fra kroppen ved bl.a. indtagelse af alkohol, vanddrivende medicin, sukkersyge, nyrelidelser, oversyring, hormonelle forstyrrelser, P-piller, kaffe, oversyring og hård træning.
Magnesium er med til at sikre en stabil funktion af hjerte og kredsløb. Det modvirker uro og krampe samt spændinger i skuldre, nakke og hals. Det er vigtigt for nervesystemet og det hormonelle system samt tarmens, leverens og bugspytkirtlens funktion. Magnesiummangel kan føre til faldende kaliumoptagelse, hvilket på længere sigt kan føre til, at hjertepatienter får det værre. Magnesium er også med til at forbedre effekten af insulin, den er med til at regulere blodtrykket, er med til at aktivere østrogen samt medvirker ved knogleopbygning.
Cellerne bruger magnesium til dannelse af enzymer og til celledeling. Magnesium beskytter cellerne mod for tidlig aldring. Kroppens muskler her også hjertemusklen har brug for magnesium. Når der opstår krampe er det fordi der trænger kalk ind i cellerne når der mangler magnesium, der kan også forekomme bl.a. muskelsvaghed, træthed og hjerterytmeforstyrrelser.
Det er en god ide at tage magnesium om aftenen inden man skal sove, da den får kroppen til at slappe af, det kan indtages som tabletter, eller drikkepulver eller som granulat.
Der fås også en magnesiumolie, Altiderm magnesiumolie MG 12 optima der smøres direkte på huden, hvor det bliver absorberet. Det er en mættet Magnesiumklorid opløsning, det består af 31 % magnesiumklorid og 69 % vand. Magnesiumolien påføres lidt af gangen, den skal ikke masseres ind, efter 15 minutter er den absorberet og kan efterlade en hvidlig rest af magnesium på huden, hvilket kan tørres af med en fugtig hud.
Der skal bruges svarende til en halv teskefuld til et underben. Hos nogle kan der opstå en prikkende og stikkende fornemmelse i huden, hvilket skyldes den høje koncentration af Magnesiumklorid.
Er kroppen tømt for magnesium og der opstår mangelsituationer, kan det være temmelig ubehageligt og det tager ofte lang tid før kroppens magnesiumdepoter er fyldt op igen, der kan gå fra flere måneder op til et år inden depoterne er fyldt op igen.
Brevkassen giver råd om alternativ behandling, men må ikke betragtes som erstatning for lægebesøg.
Kærlig hilsen Helena