Af Carina Kondrup
Torsdag den 6. maj kl. 15 inviteres til gratis omvisning i Kunstetagerne, når billedkunstneren Bruno Kjær viser om i sin udstilling Skyggebibliotekets spejl.
Udstillingen sætter form på en barndomserindring og fantasi, som går over 50 år tilbage i tiden. Udstillingen er bl.a. bygget op med inventar fra et klassisk bibliotek, men der er meget mere end bøger på hylderne. På omvisningen vil Bruno Kjær fortælle om baggrunden for udstillingen, om de temaer, der oprulles i de hundredvis af værker, som udstillingen består af, og om hvorfor netop biblioteket gennem en årrække har været hans foretrukne scenografi.
Bruno Kjær, f. 1953 bygger sine udstillinger op som installationer med mange enkeltdele. Både maleri, grafik, skulptur, objekt, kunstnerbøger og lydkunst indgår i udstillingen, og hen over de to en halv etage, som udstillingen strækker sig over, vil man opleve, at motiver, temaer og symboler gentages i vidt forskellig materialer og udformning.
Det bliver en helt særlig oplevelse for deltagerne at høre kunstnere selv fortælle om sin udstilling, mener kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro. I Kunstetagerne har vi tradition for at afholde kunstnermøder, hvor publikum kan møde kunstnerne bag værkerne. I denne tid, hvor vi ikke må mødes ret mange ad gangen, har vi sammen med Bruno Kjær valgt i stedet at satse på flere omvisninger. Det betyder, at der i løbet af udstillingsperioden frem til 31. juli holdes i alt seks omvisninger. Ved at tilbyde så mange omvisninger, hvoraf Bruno Kjær selv viser om halvdelen af gangene, bliver der mulighed for at formidle udstillingen til flere interesserede end ved et kunstnermøde., siger den kunstfaglige medarbejder.
Fra den 6. maj er det tilladt at forsamles 25 personer indendørs. På grund af disse begrænsninger er tilmelding nødvendig. Man sender bare en mail til astok@mariagerfjord.dk senest dagen før omvisningen, så får man svar, om der er plads.
Deltagerne skal naturligvis også lige huske coronapas, som bliver tjekket ved bibliotekets skranke, mundbind og behørig afstand.