Hadsund og omegn

Byens Sang | Weekendens sang fra Fjordavisen.nu

Byens Sang

Redaktion
Af Redaktion 7. november 2020

Af Carina Kondrup

Den danske sangskat er mangfoldig og gemmer på mange kendte og ukendte sange. Vidste du, at der er udgivet en sangbog med lokale sange fra Mariager Fjord?

Foråret 2020 har vist os – hvis vi ikke allerede vidste det – at netop sangen kan noget helt specielt: Den kan samle os og få os til at føle os som del af et fællesskab. Den kan udtrykke sorg og alvor og den kan være med til at fejre de festlige dage.

Vi på Fjordavisen.nu vil gerne være med til at udbrede kendskabet til alle de lokale sangskatte.

Denne sang hedder Byens Sang og er af ukendt herkomst, men synges stadig ved festlige lejligheder i Hadsund, både privat og i foreninger

Melodi: Jeg er en simpel bondemand
Tekst: Ukendt

Du lille by i månelys
du har fortryllet mig.
I sommerskrud, i sneens drys,
hver årstid klæder dig.
Du lille by ved fjorden,
en flække er du kun.
Du lille by i vorden,
jeg elsker dig Hadsund.

Hadsund i læ bag bakkens rand,
idyl ved skov og fjord,
ad verdens gang du smile kan,
i tryghed her du bor.
Men længes du mod verden,
mod livets eventyr,
så får du hist fra broen
et pust fra havets byer.

Her går en strøm fra syd til nord,
og en fra øst til vest,
her nikker skipperen om bord
omsust af fjordens blæst,
og over broen iler
fra gry til aftensstund
småpiger og tilsmiler
hver borger fra Hadsund.

Og tænder månen så sit lys,
forsølvet fjordens blå,
så får vi om den verden nys,
vi ej fra broen så.
Se månens tavse under,
mens byen får sin blund
i nattens stille stunder,
jeg elsker dig Hadsund.

Hadsund og omegn

Se flere artikler