Mariagerfjord og omegn
Challenge 2013 flyttede grænser
.Pressemeddelelse: Challenge 2013 – på international camp med Mariagerfjord ungdomsskole Før jeg tog af sted på denne internationale camp, var jeg slet ikke klar over, hvilken stor oplevelse der ventede mig. Jeg havde ingen ide om, hvor meget det ville ændre mig, og mit syn på andre. (Mai Bjærge 15år) Mariagerfjord Ungdomsskole afholdt en international […]
.
Pressemeddelelse:
Challenge 2013 – på international camp med Mariagerfjord ungdomsskole
Før jeg tog af sted på denne internationale camp, var jeg slet ikke klar over, hvilken stor oplevelse der ventede mig. Jeg havde ingen ide om, hvor meget det ville ændre mig, og mit syn på andre. (Mai Bjærge 15år)
Mariagerfjord Ungdomsskole afholdt en international ungdomslejr – Challenge 2013 – Come on 2 us i uge 32. I år var temaet en CO2 neutral camp, og forberedelserne gik på at planlægge en lejr med mindst muligt CO2 udslip samt sikre udbredelse af økologisk dansk mad til vores europæiske gæster. Lejren fandt sted i spejderhytten Krogen, som ligger få kilometer fra Bramslev Bakker på nordsiden af Mariager Fjord. Gæsterne fra Frankrig, Irland og Ungarn ankom torsdag aften den 1. august med 6 unge og 2 ledere fra hvert land, samt 6 unge fra Mariagerfjord, alle unge var i alderen 14-16 år.
Alle aktiviteter og al transport var planlagt ud fra emnet CO2 neutralitet. Transporten foregik enten på cykel eller i kano frem og tilbage til Hobro, hvor en stor del af aktiviteterne fandt sted. Der var både rapelling fra silobygningen på havnen, besøg på Gasmuseet, visit på vikingemarkedet på Sildehagen, samt en overlevelsestur i området omkring fjorden. En guidet tur på et nærliggende selvforsynende landbrug var også på programmet. Hver aften blev der afviklet en slags international fest, hvor hvert land skiftedes til at underholde, der var lege fra Frankrig, sange og danse fra Irland, underholdning og lækre snacks fra Ungarn.
De seks danske unge fra Mariagerfjord Kommune, deltog for første gang i en international camp med forskellige forventninger. De var både spændte og nervøse for den kommende uge, og var ikke helt klar over hvilken oplevelse der ventede dem. Alle seks er dog efterfølgende enige om, at de har fået en oplevelse for livet, og de ville ikke have undværet den. Grænser er prøvet af, og rykket for alles vedkommende.
Mine grænser er slet ikke hvad de har været, jeg er blevet meget mere åben overfor nye ting. Jeg er blevet meget mere spontan og tør bevæge mig ud, hvor jeg ikke har været før.(Amalie Dahl 15år)
Hvilken oplevelse der var den bedste, er svært at sige, men for Rasmus Dalum på 14 år var det at møde nye mennesker og opleve sammenholdet det bedste. For Jesper Kaagh på 14 år, var det rappelling og besøget på et 90 % selvforsynende landbrug, som gjorde størst indtryk. Julie Schouboe på 15 år, mener det bedste var at møde så mange forskellige unge fra andre lande. Julie var også begejstret for den 24 timers overlevelsestur, der fandt sted det første døgn langs fjorden, og fungerede som en ryste sammen tur.
Alle unge har taget oplevelsen med videre, og er enige om at det bedste de har oplevet, er at møde nye mennesker og være en del af et større fællesskab i en international atmosfære. De nationale aftener på campen, hvor hvert land præsenterede sin kultur i forskellige former har også været en uforglemmelig oplevelse for de unge.
Det har uden tvivl været en af de bedste oplevelser i mit liv, og når jeg kigger tilbage på dette års Challenge, vil jeg tænke på en masse gode stunder, som jeg sent vil glemme.(Mai Bjærge 15år)
Den sidste aften på campen stod på en farvel-fest, med helstegt pattegris, flødekartofler og hygge i Ungdomshuset i Hobro. Det var en rigtig god aften, men samtidig også sørgelig, for nu skulle der jo siges farvel til hinanden efter spændende og oplevelsesrig uge. Venskaber er blevet skabt på kryds og tværs af landene, og alle har et håb om at ses igen en dag. Arbejdet med internationale camps fortsætter og muligvis går turen til et af de nævnte lande til næste år. I 2015 gentager vi succesen, og afholder endnu en international camp, hvor nye venskaber på tværs af europæiske lande og kulturer vil blomstre på ny udtaler ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed.
Hele turen har været helt igennem fantastisk. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre måde at bruge den uge på. Alle mine forventninger blev dækket og meget mere til.(Amalie Dahl 15år)
Tak til alle som deltog på Challenge 2013!
Amalie, Mai, Jesper, Rasmus, Frederik og Julie unge fra Mariagerfjord Kommune