Arden og omegn

Covid-19 kuldsejler populær nytårskur i Mariagerfjord

Nytårskuren for erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune er aflyst

Redaktion
Af Redaktion 12. november 2020

Af Klaus Hansen

Erhvervsfolk i fjordkommunen må skyde en hvid pil efter kransekage, bobler og hyggeligt samvær. Mariagerfjord Erhvervsråd og Mariagerfjord Kommune har nemlig besluttet at aflyse nytårskuren for erhvervslivet, som ellers skulle løbe af stablen i Hobro Idrætscenter straks i det nye år. Det sker som en konsekvens af den fortsatte spredning af coronavirus, som gør det uforsvarligt at samle hundredevis af mennesker.

Ærgerligt at trække stikket
Ifølge borgmester Mogens Jespersen er det ærgerligt, at kommunen og erhvervsrådet er nødt til at trække stikket på erhvervslivets nytårskur, som i løbet af ganske få år er blevet et sandt tilløbsstykke.

– Corona har sat vores erhvervsliv under et gevaldigt pres, og der er behov for, at vi står sammen om at holde hånden under vores virksomheder og beskæftigelsen i vores kommune. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan mødes og udveksle synspunkter og ideer til, hvordan vi bedst muligt kommer igennem krisen, siger borgmesteren.

Sidste år mødtes godt 250 erhvervsfolk til nytårskuren for at få faglige indspark og netværke med hinanden.

– Med nytårskuren giver vi vores erhvervsliv et velfortjent klap på skulderen. Vi hylder den unikke entreprenørånd og store virkelyst, som skaber vækst og arbejdspladser og sætter brød på bordet hos os, der bor, lever og arbejder i Mariagerfjord Kommune. Desuden lytter vi intenst til erhvervslivets ønsker og behov, siger Mogens Jespersen.

##50802##
Hjælpen er nær
Fra Mariagerfjord Erhvervsråd ærgrer man sig også over, at Covid-19 har kuldsejlet nytårskuren.

– Lige nu er vi særligt opmærksomme på, hvordan vi kan hjælpe vores lokale virksomheder. Nogle mangler simpelthen omsætning og har røde tal på bundlinjen, mens andre mangler arbejdskraft på grund af den aktuelle nedlukning af de syv nordjyske kommuner, siger erhvervschefen.

Selvom Covid-19 har stukket en kæp i hjulet for mange virksomheder er hjælpen ifølge erhvervschefen nær.

– Vi er klar til at bistå virksomhederne med råd og vejledning, så vi kan hjælpe dem med at finde løsninger i det daglige. Vi har også fokus på at sprede de gode erfaringer fra de virksomheder, som har benyttet corona-krisen til at finde nye måder til at få gang i hjulene, siger erhvervschef Michael Christiansen.

Mariagerfjord Kommune og erhvervsrådet håber, at de kan invitere erhvervslivet til nytårskur næste år og vil sende en alternativ nytårshilsnen til virksomhederne.

Fjordavisen til forsiden banner

Arden og omegn

Se flere artikler