Cykelstien mellem Valsgård og Oue er klar til brug og indvies i morgen

18. juni 2024
Cykelstien mellem Valsgård og Oue er klar til brug og indvies i morgen

Cykelruten omkring Danmarks smukkeste fjord har fået et vigtigt vedhæng. Med den nye cykelsti på 7,2 kilometer mellem Valsgård og Oue er fjordkommunen et godt skridt nærmere til at have en cykelforbindelse hele vejen rundt om Mariager Fjord.

For den del af cykelfolket, der er mere til de små afstikkere, tilbyder den nye cykelstrækning også gode muligheder for at opleve den betagende himmerlandske natur og komme helt tæt på fjorden.

Lige midt mellem Valsgård og Oue kan man nemlig dreje af mod Kielstrup og via Houtved nå til det idylliske fiskerleje Stinesminde.

– Vi glæder os til at indvie ruten, og vi håber og tror, at den vil blive såvel pendlere og skoleelever som turister og motionister til glæde og gavn, siger Henrik Sloth, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune.

Velkommen til indvielse
Cykelstien bliver indviet onsdag 19. juni kl. 16 i anlægget i Oue. Alle er velkomne, både med og uden cykel. Der vil dog være en gave til dem, der kommer på cykel.

Udvalgsformand Henrik Sloth vil klippe snoren til den nye cykelsti og frivillige fra Oue Borgerforening samt Oue Kultur- og Bryggerlaug vil være på pletten med kage, kaffe og saft til alle.

Fra Valsgård til Vive

Cykelstien på 7,2 km udgør de første to etaper af strækningen fra Valsgård til Vive. Projektet har mødt stor tålmodighed og samarbejdsvilje fra lodsejerne langs strækningen.

Sidste etape af cykelstien, nemlig cirka fem kilometer fra Oue til Vive, er under forberedelse og forventes at være færdig til næste år.

To etaper forbinder fjorden

Der mangler i alt to deletaper for at Hadsund og Hobro er forbundet både syd og nord for fjorden, og der altså er en cykelforbindelse hele vejen rundt om Mariager Fjord.

På den sydlige side mellem Assens og Åmølle færdiggøres etapen i efteråret 2024.

På den nordlige side færdiggøres etapen Oue til Vive i 2025.