.
Pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union
Slovenske Ljubljana dannede i weekenden en flot kulisse til et imponerende amatør-VM (UCI World Tour Final) 2014. Danske cykelryttere hentede i alt ni medaljer og den danske delegation fik efterfølgende overrakt det officielle UCI World Tour Final flag som symbol på, at Danmark i 2015 skal være værter for finalen i henholdsvis Aalborg og Hobro.
Vi har været vidner til at rigtigt flot arrangement i Ljubljana, og nu glæder vi os til for alvor at komme i gang med forberedelserne til næste års amatør-VM. Jeg er sikker på, at vi kan skabe en stor og flot event med Aalborg og Hobro som flotte rammer og mange tusinde deltagere fra hele verden, forklarer Danmark Cykle Unions formand Niels Sørensen, der fik overdraget UCI-fanen, som symbol på værtsskabet, i Ljubljana søndag eftermiddag efter at de tre bedste i alle aldersklasser havde fået overrakt henholdsvis medaljer og officielle UCI VM-trøje til vinderne.
Det blev til hele ni danske VM-medaljer ved amatør-VM i den slovenske hovedstad. I enkeltstarten blev det til guld for Martin Toft Madsen i 19-34 års klassen, og for Morten Risberg Hansen i 35-39 års klassen, Desuden blev det til danske sølvmedaljer ved Britt Lauenborg i 19-34 år, Catrine Grage i 35-39 år og til Karin Schmidt Christensen i 50-54 års klassen samt bronze til Mette Andersen også i 50-54 års klassen.
I linieløbet vandt danskerne tre medaljer. Maja Adamsen vandt bronze i 35-39 års klassen, Mette Andersen hentede bronze i 50-54 års klassen, mens det blev til sølv til Peter Kondrup i +70 års klassen.
Amatør-VM 2015 skal afholdes med enkeltstart i Hobro den 3. september og linieløbet med start og mål i Aalborg den 6. september.
For at kvalificere sig til amatør-VM skal man være blandt de 25 procent bedste i sin aldersklasse i et af de 15 kvalifikationsløb fordelt over hele verden. Også i 2015 afholdes i foråret Copenhagen Gran Fondo som kvalifikationsløb.