Hobro og omegn

Danmarks største cykelløb for børn kommer til Hobro

Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier

Redaktion
Af Redaktion 8. februar 2023

Spænd cykelhjelmen og sus afsted på cyklen, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Hobro den 13. maj 2023.

Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Hobro i år. Kommunen har nemlig valgt at bakke op om cykelløbet og blive værtsby for cykelbegivenheden. Kids Tour lægger vejen forbi Hobro lørdag den 13. maj, hvor der inviteres til en dag fyldt med cykelsjov og gratis aktiviteter for hele familien.

Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid, Jens Henrik Kirk, som kommer og skyder løbet i gang, udtaler: Som kommune glæder vi os over samarbejdet med Børneulykkesfonden, og muligheden for at sætte ekstra fokus på trafiksikkerheden for børnene. Og så ser vi frem til en festlig dag med især kommunens børnefamilier.

Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3-10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen. På stævnepladsen vil børnene bl.a. have mulighed for at træne trafikkens regler på Trafiklegepladsen.

Med Kids Tour kommer børnene ud i flok og mærker glæden ved at motionere og være aktive sammen på en sjov måde. I Børneulykkesfonden ønsker vi, at flere børn benytter cyklen som transportmiddel, og vi håber, at cykelarrangementer som dette kan være med til at få flere børn til at opleve glæden ved at cykle, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Mariagerfjord Kommune. Kids Tour støttes af Jyske Bank som hovedsponsor og al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for bl.a. at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

INFO OM KIDS TOUR
Kids Tour kommer til Hobro d. 13. maj 2023.
Alle tilmeldte børn får et startnummer, goodiebag og en guldmedalje, når målstregen er krydset.
Eventpladsen har åbent fra kl. 10.00 til 15.00.
Der vil før, under og efter løbet være forskellig underholdning og gratis aktiviteter for hele familien i start- og målområdet.
Prisen pr. barn er 40 kr. + gebyr.
Læs mere og tilmeld dit barn på www.kidstour.dk

Hobro og omegn

Se flere artikler