Af Carina Kondrup
Danske Andelskassers Bank leverer i året første kvartal et overskud på 61,2 mio. kr., hvilket illustrerer, at banken har fået en tilfredsstillende start på 2021 og indtil videre er kommet fint igennem corona-krisen. Det glæder administrerende direktør Jan Pedersen, at banken har fortsat de gode takter fra fjerde kvartal 2020.
“De positive tendenser fra Q4 2020 er fortsat ind i 2021 og bidrager til, at Danske Andelskassers Bank har fået en tilfredsstillende start på 2021. Det høje aktivitetsniveau på boligmarkedet er fortsat og nogle steder endda accelereret, hvilket naturligt påvirker bankens indtjening positivt i Q1 2021. Udviklingen på de finansielle markeder har trods stor volatilitet også påvirket kursudviklingen i bankens værdipapirbeholdning i positiv retning”, udtaler administrerende direktør Jan Pedersen.
Udover det tilfredsstillende resultat glæder man sig i banken over en stigning i tilgangen nye kunder samt at de Covid-19-relaterede nedskrivninger fortsat er på et lavt niveau.
“Det er meget tilfredsstillende, at tilgangen af nye kunder sker på såvel bankens nuværende som nye markedsområder, og det bekræfter os i, at det strategiske mål om at åbne filialer i for banken nye attraktive områder, var den rigtige beslutningen”, siger Jan Pedersen.
Forventninger til 2021
Danske Andelskassers Bank opjusterede medio april i år forventningerne til årets resultat med baggrund i resultatet for 1. kvartal 2021. Banken opjusterede forventningerne til årets resultat før skat fra intervallet 50-100 mio. kr. til intervallet 65-115 mio. kr. Basisindtjeningen er fastholdt i intervallet 70-110 mio. kr.
Danske Andelskassers Bank er fortsat et stærkt kapitaliseret pengeinstitut med en kapitalprocent på 22,1 ved udgangen af 1. kvartal 2021 og en kapitalmæssig overdækning på 7,7 procentpoint.
Femårig strategiplan
Tidligere på året lancerede Danske Andelskassers Bank en ny femårig strategiplan, og ifølge den sætter banken i strategiperioden (2021-2025) fokus på at
– Sænke de relative omkostninger
– Være en større bank
– Være mere end en bank
– Styrke vores markedsværdi
“Med strategiplanen har vi udstukket kursen, der sikrer en sund og bæredygtig udvikling af banken. Det skal blandt andet ske ved at øge forretningsomfanget gennem vores stærke partnerskaber med blandt andet Købstædernes Forsikring, Nærpension og leasingselskabet Opendo, hvilket samtidig understreger, at vi ønsker at være mere end en bank for vores kunder”, siger administrerende direktør Jan Pedersen.
“Det bliver en spændende rejse, og vores vilje til at lykkes med forehavendet understreges af direktionsudvidelsen, der betyder, at Alma Lund Høj pr. 1. maj 2021 blev udnævnt til bankdirektør og indtrådte i direktionen. Sammen kan vi mere”, afslutter administrerende direktør Jan Pedersen