Hadsund og omegn
DcH Hadsund – en klub i udvikling
.Af Klaus Hansen I de første fem måneder af 2019 har klubben både holdt en landsdækkende konkurrence i lydighed for C og B-klassen indenfor DcH regi, holdt arbejdsdag med flot fremmøde af mange medlemmer, der brugte en dag på at forskønne klubhus og udstyr, samt haft besøg af mange glade hunde kursister i forbindelse med […]
.
Af Klaus Hansen
I de første fem måneder af 2019 har klubben både holdt en landsdækkende konkurrence i lydighed for C og B-klassen indenfor DcH regi, holdt arbejdsdag med flot fremmøde af mange medlemmer, der brugte en dag på at forskønne klubhus og udstyr, samt haft besøg af mange glade hunde kursister i forbindelse med det årlige St. Bededagsarrangement Himmerlandsgården.
Himmerlandsgården er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor DcH Hadsund låner sit klubhus og arealer ud til arrangørerne bag Himmerlandsgården og i år var ingen undtagelse. Selve arrangementet er bedst beskrevet som et tre dages kursus, hvor du kan få lov til både at nørde ned i de små detaljer med træning af din hund, samt lære meget nyt fra kyndige trænere og instruktører. Hunde kursisterne kommer fra hele landet og størstedelen kommer igen hvert år.
DcH Hadsunds arealer blev bl.a. brugt til de kursister, der havde meldt sig til Agility og Rally kurser, da klubben har gode store arealer, samt udstyr til begge træningsformer. Trænerne til holdene kommer, ligesom kursisterne, fra hele landet og de tre dages kursus afvikles i en god, kammeratlig ånd, hvor alle hjælper hinanden og nye venskaber dannes.
DcH Hadsund er glade for samarbejdet med Himmerlandsgården, da det er helt i foreningens ånd lærerigt, åbent for alle DcH medlemmer, baseret på positiv træning og i en god, kammeratlig tone og vigtigst af alt hunden er i centrum.
DcH Hadsunds udvikling fortsætter og i skrivende stund har foreningen 7 aktive hold for alt fra hvalpe til familiehunden og til konkurrence hold. Det nyeste tiltag er foreningens Fortsætterhold, hvor bl.a. unghunde og fortsættere fra hvalpehold kan få mulighed for at prøve forskellige elementer i træningen af, både indenfor lydighed, kontakt, tricks og sporarbejde.
Men DcH Hadsund stopper ikke udviklingen dér. Det næste hold er allerede i støbeskeen og den 30. maj åbner foreningen dørene op og holder åbent hus for at præsentere alle interesserede for en gammel kending, der vender tilbage til klubben; Agility.
Agility er en efterspurgt træningsform, hvor både hund og ejer får pulsen op, den styrker kontakt og samarbejde mellem hund og ejer og så kan alle være med.
Banen står klar, udstyret er støvet af og træneren venter i spænding på alle de hundeejere, der har lyst til at prøve Agility af. Foreningen vil informere nærmere om det på deres hjemmeside www.dchhadsund.dk.
Formanden for DcH Hadsund, Helene K. Wigh, håber at den positive udvikling fortsætter, ikke bare i resten af 2019, men fremadrettet og hun ser frem til at byde velkommen til alle til åbent hus d. 30.5.