Af: Birgitte Holm
Soroptimist International Mariager Fjord har været vært ved et regionalmøde lørdag den 25. september.
Klubber fra Skagen, Hjørring, Skive, Aalborg og Randers mødtes til et arrangement i Mariager Kloster.
Efter formiddagskaffen med hjemmebagte boller kunne SI Mariager Fjords præsident byde velkommen til Mariagerfjords kommunaldirektør, Anne Velling der leverede et spændende oplæg, om det at være kvinde i en mandeverden.
Ud af landets 98 kommunaldirektører er der kun 16 kvinder, så FNs Verdensmål nr. 5 Ligestilling mellem kønnene er fortsat aktuelt.
Dog kunne Anne Velling konkludere, at hun på mange måder er optimistisk for fremtiden. Anne Velling høstede et stort bifald.
Efter en kort pause var det Unionspræsidenten, Karen Teglgaards tur til at bringe de sidste nyheder fra Unionen bl.a. om Soroptimismens 100-års jubilæum netop i disse dage og et stort festligt arrangement i Middelfart den 3. oktober.
Frokosten var en meget lækker platte, som Café Salt havde lavet.
Under frokosten blev der også handlet i de forskellige boder, som klubberne stod for.
Efter frokostpausen var det formanden for Birgittaforeningen, Grethe Holmriis tur til at fortælle om Den hellige Birgitta fra Vadstena i Sverige.
Grethe Holmriis gav os en spændende og engagerende fortælling og kunne trække flere aktuelle tråde frem til nutiden, hvor vi kan inspireres af Birgitta.
Grethe Holmriis stod også for en tur i det flotte solskin over til Rosenhaven.
Arrangementet sluttede med kaffe og SI Mariager Fjord kunne glæde sig over, at de fik mulighed for at præsentere Mariagerfjord kommune på så flot vis.