Debat
Debat: Kære Pårørende
Den nye budgetaftale for 2025-28 for Mariagerfjord Kommune er vedtaget med underskrift fra byrådsmedlemmerne.
Kraftige besparelser er en realitet for borgerne i kommunen. Allerede inden budgettet var underskrevet kunne vi fra FOA Mariagerfjord se konsekvensen af besparelserne blive effektueret med et arbejdspres som aldrig har været så presset for vores medlemmer på ældreområdet som nu.
kære pårørende til borgere på ældreområdet, når I besøger jeres kære og kan konstatere at personalet løber fra den ene opgave til den anden, eller at opgaver ikke er blevet udført, så skyldes det ikke personalets manglende motivation til at udføre opgaven men på grund af at krav og ressourcer ikke hænger sammen længere. Det skriger til himmelen, at når man reducerer i normeringen bla. Ved at bede medarbejderne om at gå ned i tid samtidig med at man beder medarbejderne om at tage ekstra vagter fordi der mangler bemanding til vagter der skal udfyldes, ja så skaber det en frustration og afmagt blandt medarbejderne fordi man føler at man ikke lykkes med sine opgaver.
Vores medlemmer er dedikerede medarbejdere med en stolt faglighed, empati og ordentlighed overfor de borgere de skal forsøge at give livskvalitet for hver dag. Desværre er deres rammer nu blevet så pressede at det ofte betyder at der ikke er nok bemanding og man derfor må fravælge f.eks. et bad som en borger skulle have haft og derfor må udskydes, eller der opstår akutte opgaver som kræver mere tid med det til følge at man igen må prioritere mellem opgaver der skulle have være udført på ens vagt. Grunden er ofte syge kollegaer, for det siger sig selv at ens krop reagerer når man konstant arbejder i et presset arbejdsmiljø med flere opgaver end man kan nå, selv om man forsøger at kunne nå det, fordi ens empati overfor nogen af de svageste borgere i kommunen er stor. Men der er grænser for hvor meget ens fysiske og psykiske helbred kan stå imod med når ens arbejdsmiljø er så presset.
Så kære pårørende, når I besøger jeres kære så tænk på hvordan medarbejderne hver dag ufortrøden kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen og give livskvalitet for jeres kære. De forsøger at løse den ene opgave efter den anden, samtidig med at de forsøger at være nærværende og yde deres bedste, det er bare rigtig svært når der er for få til opgaverne.
Ressourcerne er knappe og Mariagerfjord kommune står overfor en stor udfordring med en aldrende befolkning. Derfor har vi også fra FOA Mariagerfjords’ side opfordret vores politikere til at se ind ad når vi snakker om krav og ressourcer, men man forsætter ufortrøden med at bibeholde samme serviceniveau, selvom det kræver nogle steder at medarbejderne må tage den visiterede tid fra en borger til anden borger for at få kørelisten til at hænge sammen, eller at den næste kollega ikke skal overbebyrdes med endnu flere uløste opgaver. Det er simpelthen ikke ordentlighed hverken overfor borgere eller medarbejdere. Der er brug for en ordentlig dialog omkring hvilket serviceniveau der skal tilbydes i Mariagerfjord kommune, så medarbejderne får et arbejdsliv hvor arbejde og familieliv hænger sammen for det gør det ikke på nuværende tidspunkt.
Så kære pårørende når I oplever at jeres kære ikke har fået gjort de ting som de er visiteret til, så skyldes det ikke at medarbejderne ikke vil, de kan bare ikke altid nå det indenfor den ramme der er presset ned over hovedet på dem. Så når jeres frustration opstår så husk på, at det er ikke medarbejdernes beslutning men derimod de lokale politikere og direktion der har besluttet dette, og det er her din frustration og beklagelser skal gå til. Det er ikke medarbejdernes opgave at skulle undskylde for forringelser vores direktion og politikker har forslået og efterfølgende besluttet. Medarbejderne kæmper hver dag for at finde løsninger og skabe livskvalitet for jeres kære, selv om krav og ressourcer ikke hænger sammen.
Med Venlig Hilsen
Peter Christensen, Formand FOA Mariagerfjord.
LÆS OGSÅ: Bredt politisk forlig sikrer Mariagerfjords budget trods svære økonomiske tider