Debat: Opråb om sundhedsvæsen fra en patient

Indsendt debatindlæg fra en læser. Indlægget er et udtryk for skribentens holdning.

Af: Rikke Nielsen, Mariager

Sådan her plejer jeg at se ud til daglig… smilende, glad og energisk.
Jeg hedder Rikke og er en pige på 20 år. Sådan her startede hele historien.
–
Søndag d. 21/5 begynder jeg at få ondt i foden, en underlig fornemmelse/smerte jeg ikke har prøvet før.
Jeg tænker ikke videre over det indtil at jeg senere på dagen begynder at få mere og mere ondt.
Hen af eftermiddagen begynder min følelse i venstre ben at aftage og jeg kan til sidst hverken føle, gå eller stå.

Vi kontakter lægevagten da dette virker meget underligt og bekymrende og jeg kommer hurtigt afsted til lægevagten i Hobro.
Først mistænker de en blodprop i hjernen eller benet men dette bliver dog afkræftet.
Jeg bliver sendt op på Aalborg Sygehus Syd og bliver tilset af en læge som vurdere at jeg skal indlægges på Sygehus Nord, neurologisk afdeling.
Kl. ca 02.30 bliver jeg hentet af en taxa som forventer at jeg selv kan gå ned til bilen, for ikke at nævne at jeg blev kørt ind på sygehuset i en transport kørestol da jeg ikke kunne gå.
Efter kort tid ankommer jeg til Sygehus Nord og bliver taget imod af det sødeste personale.
Jeg bliver herefter de følgende par dage både scannet i hjerne, ryg og lænd og får lavet en rygmarvsprøve.
Mr scanningen kommer tilbage og lægen fortæller mig at de har fundet flere hvide pletter rundt omkring oppe i hjernen men at han på nuværende tidspunkt ikke kunne sige mere.
Dagen efter er der stuegang og min familie er der mens lægen kommer og fortæller hvad de har fundet og hvad den endelige beskrivelse af MR-scanningen blev.
De hvide pletter de fandt, er tegn på sclerose og der er for mange af dem i forhold til min alder.
Man bliver jo i det her øjeblik utrolig bange og tror det værste.
Heldigvis kan de dog udelukke kræft, som nok er det første man frygter ved sådan et fund i hjernen.
Rygmarvsprøven bruger de til bl.a. at udelukke alvorlige sygdomme og der var heldigvis ingenting der sådan uden videre kunne forklares, så det var jo positivt på trods af at man er i stor uvished om hvad der sker, hvad der skal ske, hvornår det sker og så videre…

Torsdag d. 25/5 bliver jeg udskrevet med plan om genoptræning med et startforløb på 3 måneder.
Jeg bliver tilknyttet sclerose ambulatoriet hvor jeg skal gå til opfølgning og samtaler.
Jeg bliver her også sendt hjem med krykker og kørestol.

Natten mellem torsdag og fredag ringer lægen fra neurologisk så til mig utallige af gange.
Både mig, min kæreste og mine forældre får opkald da han ikke kunne få fat i mig da jeg lå og sov.
Min bror og far kommer hjem til os og banker på og fortæller at jeg skal til ny scanning da de har mistanke om spaltning i en hovedpulsåre omkring maven, som kunne forårsage denne lammelse i benet.
Der var heldigvis ikke noget, men naturligvis et kæmpe chok.

Lørdag aften d. 27/5 er jeg på vej op af vores 3-trins trapper udenfor, da mine krykker sidder fast i et trin og jeg vælter først forover og herefter baglæns ned på højre side og slår mig gevaldigt.
Der sendes en ambulance og jeg ryger på skadestuen.
Heldigvis intet brækket.

Søndag d. 28/5 om aftenen, begynder jeg at få smerter i venstre arm samt summende fornemmelse i fingrene der spredes op i armen.
Min nakke gør ondt med strålende og stødende fornemmelse der går kraftigt ned i ryggen.
Jeg bliver naturligvis bekymret for om dette er endnu et “attak” og om jeg ender med at miste følelsen i armen også.

Jeg kommer afsted på lægevagten, igen, og bliver tilset af en flink og imødekommende læge.
Han vurdere at kraften i min venstre arm er nedsat og at alt tyder på at dette er et nyt “attak”.
Han kontakter derfor Sygehus Syd, som i første omgang nægter at tage mig ind.
Herefter må lægen bruge sin henvisningret da han mener at det her er noget der skal tages alvorligt.
Igen, ryger jeg afsted på Sygehus Syd og lander på Akut Modtagelsen til videre vurdering.

Jeg ligger på gangen i flere timer og undervejs spørger jeg 3 sygeplejersker om smertestillende.
Efter det lange stykke tid kommer der en sygeplejerske med 2 pamol til mig.
Jeg bliver lagt ind på en stue og bliver tilset af en læge.

Her starter den ubehagelige oplevelse langsomt ud.

Jeg klager over voldsomme smerter, græder og græder og har svært ved at ligge stille af den her stråling i nakke og ryg.
Jeg får en tramadol men smerten fortsætter stadig meget voldsomt.
Jeg bliver MR scannet på ny for at se om der var nye læsioner i hjernen, som der oftest kommer i forbindelse med nye “attaks”.
Der var ikke kommet flere til, heldigvis.
Jeg ved at der kan gå fra sekunder til dage før at det kan påvises, det fik jeg at vide.
Alligevel vælger de at udskrive mig totalt smertepåvirket og får blot at vide at jeg skal tage hjem og holde mig til planen om at starte i genoptræning og opfølgning hos sclerose ambulatoriet.
Klokken er her 2 om natten.
Jeg har ingen mulighed for at komme hjem, jeg bor næsten en time fra Aalborg og kan ikke gå.
Mine krykker ligger i min kærestes bil da han ikke fik dem efterladt til mig da han kørte afsted på arbejde.
Det er selvfølgelig beklageligt men det er jo hvad der kan ske.
Jeg har heller ikke nogen nøgle så jeg kan komme hjem til mig selv, hvem skal hente mig, hvordan kommer jeg rundt….
Jeg får så muligheden for at overnatte ved mine forældre på sofaen, da gæsteværelset er op af en meget stejl trappe.
Efter en meget lang og ubehagelig kamp med en meget uprofessionel sygeplejerske får jeg endelig lov at låne et par krykker med hjem da det ellers ikke er noget de må, men at jeg så skal aflevere dem tilbage samme dag.
Jeg er på det her tidspunkt meget grådforpint og meget uforstående over at blive talt til på sådan en måde.
Jeg beder om at tale med lægen men får at vide at hun er taget hjem for længst og at der ikke er flere læger på afdelingen.
Alligevel kommer lægen ind til mig et stykke tid efter og fortæller at det her er som det er. De har udelukket blodprop og nu må jeg gerne tage hjem.
Men hvordan skal jeg komme hjem?
Det vidste hun ikke rigtig i første omgang.
Indtil at jeg foreslår en taxa som DE betaler.
“Det må de jo så gøre”…

Lidt i 4 samme nat, ankommer jeg hjemme ved mine forældre.

Alt i alt har denne oplevelse været et kæmpe chok, en totalt ubehagelig episode og periode i mit liv som jeg aldrig troede jeg skulle opleve.
MEN, ovenpå det så bliver man stortest kun mødt af uprofessionelle folk i Akut Modtagelsen som ikke tager en seriøs, er ligeglad med at man ligger med voldsomme smerter og sender en hjem til at starte med uden en ordentligt plan samtidig med at jeg ligesom ikke kan gå på trods af at jeg flere gange fortæller at jeg bruger krykker og kørestol pt pga denne lammelse i benet.

Nu til mit meget store spørgsmål.
KAN det virkelig være rigtigt at der skal løbes SÅ stærkt og at der skal være så meget pladsmangel, at der mangler så meget sundhedspersonale.
Man mærker virkelig en forskel når man har været på både neurologisk afdeling og akut modtagelsen.

De sygeplejersker i akut modtagelsen er absolut inkompetente, for at sige det på den pæneste måde.
Jeg er så frustreret over den behandling og den måde man bliver overset på i systemet.

Kære politikere, gør nu noget for fanden!
Jeg er én ud af mange tusinde der får denne behandling. Der bliver overset, der bliver sendt hjem inden fanden får sko på.
Det her sundhedssystem skulle være til for at passe på os alle sammen, få os til at føle os trygge og få følelsen af at blive set og hørt.
Hvad er det der sker?
Er det mangel på personale?
Mangel på bedre uddannelse?

Hvad sker der?????