Debat
Debatindlæg: Hvordan får vi trafikken til at flyde igennem Hobro?
Af Jesper Helbo Vinther, Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti, Mariagerfjord
Det er mere end fire år siden, vi fik de nye lyskryds gennem Hobro – og alligevel sander trafikken stadig til hver morgen og eftermiddag.
Det er et problem. Ikke kun for os, der sidder fast i kø, men også når udrykningskøretøjer skal frem. Og det er en udfordring, hvis vi ønsker at være en attraktiv bosætningsby for pendlere, der hver dag skal ud og ind af byen.
Derfor er det på tide, at vi gentænker, hvordan trafikken kan ledes mere effektivt gennem Hobro.
Der er mange mulige tiltag, vi kan overveje:
- Skal vi etablere dobbeltsporede vejstrækninger på Hostrupvej og Randersvej?
- Skal Adelgade åbnes for gennemkørende trafik igen? Det vil kræve en ny plan for gaden, i tæt dialog med Hobro Handel.
- Skal vi nedlægge nogle lyskryds – for eksempel dem ved Fysio Danmark og Lidl – for at mindske unødige stop?
Det handler ikke kun om at spare tid i trafikken. Det handler om at sikre, at Hobro også i fremtiden er en attraktiv by – både at bo i og at bevæge sig rundt i.
Hvis jeg bliver valgt til byrådet, vil jeg arbejde for en samlet trafikplan med inddragelse af borgere og virksomheder. Så vi sammen kan finde en løsning, der både er realistisk og langtidsholdbar.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: