Debat

Debatindlæg: Når sneen falder, må kommunen ikke gå i stå

Af Robert Thomsen, Liberal Alliance – kandidat til kommunalbestyrelsen i Mariagerfjord Kommune

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 9. november 2025

Når vinteren sætter ind, oplever mange borgere i Mariagerfjord Kommune de samme problemer år efter år: manglende snerydning og saltning på de mindre boligveje.

Kommunen har inddelt vejene i vinterklasser. De store gennemfartsveje klasse I og II bliver ryddet og saltet først, ofte døgnet rundt. Det er fornuftigt, for trafikken skal naturligvis kunne glide.

Men de mindre veje, hvor langt de fleste bor, ligger i vejklasse III. Her sker snerydning og saltning kun på hverdage i normal arbejdstid, og først efter, at de vigtigste veje er håndteret.

I praksis betyder det, at forældre ikke kan komme frem for at aflevere deres børn i dagpleje, og at hjemmeplejen kæmper for at nå ud til de ældre borgere, som har brug for hjælp. Mange ældre tør slet ikke gå ud, fordi fortove og veje er glatte, og for medarbejderne i hjemmeplejen skaber det et hårdt og usikkert arbejdsmiljø.

I Vestparken i Mariager, hvor jeg selv bor, oplever vi, at vejene slet ikke bliver ryddet, når sneen falder. Der kan gå flere dage, før der kommer en sneplov forbi og når det endelig sker, er sneen blevet så hårdt sammenpresset, at den er forvandlet til ren is. Det gør det næsten umuligt både at køre og at færdes til fods. For ældre borgere og gangbesværede er det direkte farligt.

Kommunen siger, at der ryddes “efter behov”. Men hvem definerer det behov? For den ældre borger, der sidder indespærret i sit hjem, eller hjemmeplejen, der ikke kan komme frem, er behovet tydeligt.

Vi bliver nødt til at tænke vinterberedskabet bredere. Det handler ikke kun om biler, men om tryghed, værdighed og ansvar.

Mariagerfjord Kommune må sikre, at de veje, som hjemmeplejen og dagplejerne bruger, bliver holdt farbare, når sneen falder.

Kommunen skal ikke gå i stå, når vinteren sætter ind. Vi skal kunne komme på arbejde, passe vores børn og hjælpe vores ældre.

Det er sund fornuft og et fælles ansvar.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!