Valg 2025

Debatindlæg: Vi skal have sundhedshuse i både Hobro og Hadsund

Af Torben Ringe Christensen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland for Socialdemokratiet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 31. oktober 2025

Når det nye regionsråd samles efter 1. januar, tager vi samtidig hul på en ny struktur i det nordjyske sundhedsvæsen. Hospitalerne fortsætter som hidtil, men med oprettelsen af de nye sundhedsråd bliver der langt større mulighed for at investere i sundhedstilbud ude i kommunerne.

Vi må erkende, at befolkningen bliver ældre, flere lever med kroniske sygdomme, og mange får flere alvorlige lidelser på samme tid. Derfor er vi som kommune og region nødt til at tænke sundhed på en ny måde.

Hvad hjælper et sundhedshus?

For det første viser erfaringen, at jo flere sundhedstilbud der findes, jo bedre bliver den generelle sundhedstilstand. Når tilbuddene er tættere på borgerne, benyttes de mere.

For det andet samler et sundhedshus de faglige kræfter. Når flere fagpersoner – fx læger, psykologer, fysioterapeuter, kiropraktorer, tandlæger og fodterapeuter etc. – arbejder tæt sammen, får borgerne hurtigere, bedre og mere sammenhængende hjælp.

For det tredje kan både kommunen og regionen spare penge på længere sigt, fordi forebyggelse og tidlig indsats koster langt mindre end sygehusindlæggelser. Sundhedshuse har dokumenteret forebyggende effekt i lokalsamfundene.

Mariagerfjord Kommune må handle nu

De nye sundhedsråd får deltagelse af borgmestre og udvalgsformænd fra Mariagerfjord og nabokommunerne. Jeg har en klar fornemmelse af, at jo længere man er i planerne, jo bedre står man, når rådene skal udpege fremtidige indsatsområder. Det er naturligt at vælge de kommuner, som allerede har planer og finansiering klar. Så vi kan lige så godt komme i gang nu. De nye sundhedsråd får en ret stor økonomi at arbejde med.

To spor – to byer

Vi skal arbejde i to spor:

Hadsund: Her skal vi hurtigst muligt have klarlagt, hvad det koster at bringe det eksisterende sundhedshus op på en tilfredsstillende standard. Eller også må vi overveje, om tiden er inde til at bygge nyt – for renovering kan hurtigt blive næsten lige så dyrt som nybyggeri.

Hobro: Her skal vi starte arbejdet med at finde finansiering og en placering til et moderne sundhedshus, der kan dække den sydlige del af kommunen. Min vurdering er helt klart, at begge byer kan bære et sundhedshus.

Det er ikke gratis – men det er realistisk

Hvis man sammenligner med andre sundhedshuse i Nordjylland, viser erfaringen, at kommunen typisk selv skal betale omkring en femtedel af anlægsudgiften. Det betyder, at hvis man bygger for 50 millioner, skal Mariagerfjord Kommune selv finde cirka 10 millioner.
Altså omkring 20 millioner kroner i alt for både Hobro og Hadsund. Det mener jeg faktisk er realistisk – og jeg vil gerne arbejde for det. Jeg mener at det vil være en god investering for os alle sammen. Jeg mener det burde kunne lade sig gøre, med et budget på 3,3 milliarder. 

Jeg vil slutte med et lille råd: Regionsrådet går fra 41 til 25 medlemmer. Det bliver derfor afgørende, at Mariagerfjord er repræsenteret i det nye regionsråd – især med den nye struktur, der træder i kraft efter 1. januar. Så smid partibogen væk og få stemt personligt og lokalt – det er altså ret vigtig den her gang.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!