Nyheder
Debatlæg: En lokalpolitiker, der tør sige sandheden og fokuser på arbejdsmiljøet
Peter Christensen, formand for FOA Mariagerfjord og
Borger i Mariagerfjord Kommune
Det er på høje tid, at nogen siger det højt – og tak til Svend Madsen for endelig at gøre det. Han er den første lokale politiker, der åbent og ærligt peger på det, som mange medarbejdere i Mariagerfjord Kommune længe har mærket på egen krop: et uacceptabelt ledelsessvigt fra direktionens side, når det gælder arbejdsmiljøet.
I årevis har vi hørt flotte ord om trivsel, dialog og anerkendelse. Men i virkeligheden er alt for mange medarbejdere blevet mødt med tavshed, når de har gjort opmærksom på problemer i hverdagen. Stress, sygemeldinger og opsigelser er blevet en del af hverdagen – og alligevel ser kommunens øverste ledelse passivt til.
Der er mange eksempler:
Pauser, som medarbejdere har ret til, men som ikke kan holdes på grund af travlhed.
Pauser, der reelt bliver brugt på at løse opgaver.
Kørelister så tætpakkede, at man må planlægge, hvornår man kan gå på toilettet.
Medarbejdere med så mange opgaver, at der ikke er tid til at introducere nye kollegaer ordentligt.
Vagtplaner, der ikke altid overholder 11-timersreglen, hvilket betyder, at medarbejdere ikke får det nødvendige mentale og fysiske afbræk fra arbejdet, som loven faktisk skal sikre.
Kort sagt et arbejdsmiljø, der på ingen måde lever op til kommunens forpligtelse til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø – et miljø, der skal forebygge både fysiske og psykiske skader.
Derfor er det så befriende at høre en politiker som Svend Madsen kalde tingene ved deres rette navn. Når han siger, at vi skal passe på både de ældre og dem, der passer dem, sætter han fingeren direkte på problemet: Der er intet bæredygtigt i et system, hvor medarbejderne slides op, mens direktionen gemmer sig bag regneark og fine strategier.
Det kræver mod at sige fra – især som lokalpolitiker – men det er netop dét, der mangler i Mariagerfjord Kommune. Hvis ledelsen ikke selv vil tage ansvar for det arbejdsmiljø, de er sat til at forvalte, så må politikerne træde i karakter.
Nu er det på tide, at resten af byrådet følger trop.
For arbejdsmiljø er ikke et “blødt emne” – det er fundamentet for, at nogen overhovedet har kræfter til at tage sig af vores ældre, syge og sårbare borgere.
Måske burde både direktionen og byrådet se indad og spørge sig selv:
“Ville jeg selv arbejde i det arbejdsmiljø, vi tilbyder medarbejderne i Mariagerfjord Kommune?”
Læs også:
Tak til Svend Madsen for at bryde tavsheden.
Lad os håbe, det ikke bliver ved de pæne ord denne gang – men at nogen rent faktisk tager arbejdshandskerne på og begynder at tage medarbejdernes trivsel seriøst. For det er trods alt dem, der hver dag får hverdagen til at hænge sammen for vores borgere – og for hele velfærdssamfundet.
For kontekst se: Interview med Svend Madsen: “Vi skal passe på både de ældre – og dem, der passer dem”
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: